Sverigedemokraterne bliver fortsat holdt ude af forhandlingerne om en ny regering i Sverige. Men hvad står partiet egentlig for i 2018? ditOverblik har kigget i Sverigedemokraternes partiprogram
Flere penge til sundhed, politi og ældre. Stop for at modtage asylansøgere ved grænsen, men flere penge til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Hårdere straffe for alvorlige forbrydelser. Udvisning af kriminelle udlændinge. Styrket grænsekontrol.
Sådan lyder nogle af de vigtigste programpunkter for Sverigedemokraterne. For en borgerlig i Danmark temmelig almindelige synspunkter, men i Sverige holdes Sverigedemokraterne ude af de forhandlinger, som de borgerlige Moderaternes Ulf Kristersson lige nu fører i forsøget på at danne en ny, svensk regering. Det sker på trods af, at Sverigedemokraterne blev den store vinder ved Rigsdagsvalget 9. september, og på trods af, at SD med 17,6 procent af stemmerne er nøglen til regeringsmagten for de borgerlige.
De øvrige partiers afvisning begrundes i Sverigedemokraternes fortid. Partiet blev stiftet i 1988 og flere af de ledende kræfter kom dengang fra højreekstremistiske grupper. Men partiet er i dag et helt andet parti. Den nuværende leder Jimmie Åkesson er selv er tidligere medlem af Moderaterne, og han lægger konsekvent afstand til partiets fortid. Partiet har også løbende ekskluderet medlemmer, som har udtrykt racistiske synspunkter eller haft forbindelser til højreekstremistiske grupper, og senest blev syv lokale kandidater smidt ud forud for lokal- og rigsdagsvalget.
Alligevel vil de andre partier ikke samarbejde med Sverigedemokraterne. Men hvad står Sverigedemokraterne for i 2018? ditOverblik har oversat nogle af de vigtigste punkter i SDs program (fra sd.se):
Vi ønsker en seriøs migrationspolitik
Sverige har brug for en sikker og beskyttet grænse for at holde organiseret kriminalitet, menneskehandel og terrorisme væk. Vi byder velkommen til den, der bidrager til vores samfund, som overholder vores love og respekterer vores skikke. Den der derimod kommer her og udnytter vores systemer, begår forbrydelser eller udsætter vores borgere for fare er ikke velkommen. Vi mener, at Sverige skal hjælpe folk i nød, og det skal gøres, hvor behovet er størst. Vi ønsker at stoppe asylmodtagelse i Sverige og i stedet investere i rigtig flygtningehjælp. Vi ønsker at gøre det muligt for flere mennesker at vende tilbage til deres hjemlande.
Vi ønsker et land, der holder sammen
Vi mener, at rettigheder hører sammen med pligter – man gør først sin pligt og kræver siden sin ret. Vi ønsker et Sverige, hvor vi sammen glædes i fremgang og hjælpes i modgang. Vi vil aldrig give plads til islamisme eller anden ekstremisme, her vil demokrati og ligestilling gælde. I vores Sverige er vi stolte af vores kultur og vores traditioner. Vi værdsætter og ønsker at passe på, hvad vi arvede fra tidligere generationer.
Vi ønsker velfærd, der lever op til sit navn
Vi mener, at svensk velfærd bør prioritere svenske borgere. Sygehushjælp bør være tilgængelig i hele landet, uanset størrelsen af tegnebogen. Vi ønsker at give sundhedspersonalet et forbedret arbejdsmiljø, gode udviklingsmuligheder og et godt lønniveau. Vi ønsker en skole, der prioriterer viden og orden, hvor både lærere og studerende trives og kan præstere. I vores Sverige får ældre folk en pension, som de virkelig kan leve af.
Vi ønsker et sikkert samfund
Vi mener, at alvorlige forbrydelser skal straffes hårdt, og at udenlandske statsborgere, der begår forbrydelser i Sverige, skal udvises. Vi mener også, at samfundets ressourcer først og fremmest skal bruges på ofrene for kriminalitet fremfor forbryderne. I vores Sverige er alvorlige kriminelle indespærrede, så fredelige borgere ikke behøver at låse sin inde for at føle sig trygge. Vi vil satse på ansatte i politiet, og give dem den støtte, påskønnelse og løn, som de fortjener.
Sverigedemokraterne fra A-Å
På Sverigedemokraternes hjemmeside, sd.se, er der også en “Sverigedemokraterne fra A-Å”. Her kan man finde partiets holdning til konkrete spørgsmål, for eksempel:
Flygtningehjælp: Sverige bør bidrage mere til flygtninge i krigshærgede nærområder, hvor de mest sårbare ofre er.
Abort: Sverigedemokraterne ønsker at beskytte abortrettigheder, mens de arbejder for at reducere antallet af sene aborter.
Tvangsægteskaber: For at reducere risikoen for adskillelse såvel som forekomsten af tvangsægteskaber bør vilkårene for familieindvandring strammes.
Antisemitisme: Sverigedemokraterne er bekymrede over den voksende antisemitisme i Sverige.
Assimilering: Sverigedemokraterne ønsker en politik, der fremmer assimilering.
EU: Sverigedemokraterne ønsker en folkeafstemning om EU-medlemskab.
FN: Sverigedemokraterne ser FN som den primære organisation for internationalt samarbejde med hensyn til fred og sikkerhed samt samarbejde for demokrati og menneskerettigheder og friheder.
Skat: Skatten i Sverige bør ikke være lav eller høj, men vi bør forfølge et pragmatisk niveau tæt på det globale gennemsnit.
Straf: Sverigedemokraterne ønsker kraftigt skærpede straffe, især for voldelige og seksuelle lovovertrædelser.