Overfald på kvindelig betjent fører til hårde indgreb i Frankrig

0
1430
Et knivoverfald på en kvindelig betjent udløste i weekenden en regulær menneskejagt i La Chapelle-sur-Erdre nær Nantes. Foto: LOIC VENANCE / AFP

Nye antiterrorlove vil give franskmændene muligheder for at overvåge løsladte terrorister og folk, der er blevet radikaliserede i fængsler. Lovene er et opgør med de liberale franske værdier

Det franske parlament debatterer i dag nye antiterrorlove, der er langt mere vidtgående end tidligere. Nogle af forslagene er rettet direkte mod overvågning af løsladte, der tidligere er dømt for terror. De giver også mulighed for at overvåge personer, der er radikaliserede under afsoning i et fængsel.

Et forslag, der er kommet frem i dag, indebærer en særdomstol, der kan idømme mistænkte terrorister forvaring uden mulighed for appel. Dette meget vidtgående forslag blev fremsat af en ledende borgerlig politiker, Guillaume Peltier. Det vil næppe overleve mødet med den franske forfatning, men det at det overhovedet bliver diskuteret så heftigt og vredt, siger noget om den stadig mere anspændte stemning i Frankrig.

En del af de andre forslag har været fremme før, hvor de enten blev stemt ned eller blev underkendt af forfatningsdomstolen. Men som debatten forløber i dag, er der udsigt til at især lovene om øget overvågning kommer igennem. Efter dem kan løsladte terrorister og andre mistænkte bliver overvåget i et til to år efter løsladelsen og samtidig vil den franske stat skabe en særlig ordning for dem, der opgiver deres aggressive ideer.

Foto: LOIC VENANCE / AFP

Nye angreb på politiet

Grunden til vreden blandt politikerne i dag er blandt andet et knivoverfald på en kvindelig politibetjent i byen Nantes i denne weekend. Gerningsmanden, der af franske medier både beskrives som mentalt forstyrret og som radikaliseret islamist, fortsatte sit angreb med at skyde to andre betjente. Alle tre meldes udenfor livsfare, men angrebet har gjort mange vrede og usikre.

For gerningsmanden slap i første omgang væk. Da han blev fundet efter en menneskejagt med over 200 betjente, åbnede han ifølge politiet igen ild. Denne gang blev han så ramt dødeligt af betjentene.

Der er kommunalvalg i Frankrig i næste måned og præsidentvalg til næste år. Som meningsmålingerne ligger nu, tegner det sidste til at blive et tæt løb mellem den siddende præsident Emmanuel Macron og udfordreren Marine Le Pen fra det indvandringskritiske Nationalt Rally.

Kilder: Le Monde, Figaro