Statsministerens nye ven, kansler Sebastian Kurz fra Østrig, kritiserer Danmark for at have raget ekstra vaccinedoser til sig i strid med EU-aftaler
Angrebet kom fredag på en pressekonference, hvor den østrigske kansler fremlagde tal for hvor mange doser, de enkelte EU-lande så reelt har fået. Mens Østrig selv har fået lige præcis det antal doser, man var berettiget til, så har andre som Bulgarien og Litauen fået langt mindre – faktisk under halvdelen af de aftalte doser. Og så har en række lande fået ekstra.
De små middelhavslande Cypern og Malta har omvendt opnået de største fordele. Cypern har modtaget 44 procent flere vaccinedoser, end hvad landet med godt en million indbyggere stod til. Og den halve million maltesere har fået næsten to og en halv gange flere doser end berettiget – et plus på 144 procent.
Men det er de ti procent ekstra til danskerne, der er vigtig i den østrigske debat. For også her bliver myndighederne angrebet for at vaccinere for lidt og for langsomt. Og så bliver den danske succes på området en torn i øjet.
”Man har været forundret over, hvilke fremskridt lande som Danmark eller Malta har gjort i forhold til vaccineringen,“ fastslog den østrigske kansler. Sebastian Kurz understreger, at han ikke kender de enkelte landes aftaler med leverandørerne. Men han beskriver dette eftermarked for vacciner som en ’basar’.
Og at sammenligne noget med en tyrkisk handelsplads med dens råben, plat og uklare priser er ikke noget godt i et land, hvis nationale selvforståelse til dels bygger på, at man stoppede tyrkernes og dermed muslimernes erobring af Europa.
EU forstår ikke noget
EU’s embedsfolk afviser kritikken. I et svar fra en talsmand ved EU-kommissionen fredag fremgår det, at man mener, at alle landene var enige på forhånd. Og forskellene kan – igen ifølge EU-kommissionen – forklares med at enkelte lande har valgt at hjemtage færre vacciner.
”Enkelte lande har valgt at gøre brug af deres option til ikke at bestille” det fulde antal, siger en talsmand til avisen Krone. Det forklarer bare ikke, hvorfor lande som Danmark – og Tyskland og Sverige – har fået ekstra doser.
Kilder: Krone, ÖRF