Nyhedsanalyse: En spildt nat foran skærmen

0
1388
Donald Trump og Joe Biden under tirsdagens tv-debat. Foto: SAUL LOEB, JIM WATSON/Ritzau Scanpix

Inden nattens første tv-debat mellem præsident Donald Trump og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, blev det døbt en sværvægtskamp. Nu bliver det kaldt et rodet slagsmål.

En slugfest bliver det kaldt i en række amerikanske medier: en gang rod med masser af aggression og intet klart resultat. Trump var lige så aggressiv som mange af hans egne frygtede, idet det koster på sympatien. Omvendt var Biden nedladende – han valgte ikke at se på Trump og kaldte ham til gengæld for ’en klovn’ og ’den værste præsident nogensinde’ – og han holdt sig ikke for fin til at sige ’hold kæft’.

Der var heller ikke point til aftenens ordstyrer, den kendte journalist Chris Wallace – hverken for stil eller stamina. Hans spørgsmål rettede ikke debatten til, han formåede ikke at få de to kombattanter til lade hinanden tale og han skældte klart mere ud på Trump for at afbryde, mens han næsten ikke greb ind, når han afbrød præsidenten. Der kan være mange grunde til at skælde ud på hidsig deltager i debatten, men da Chris Wallace selv er kendt for at være demokrat, vækker det modvilje.

Flere kommentarer fremhæver, at Trump i virkeligheden skulle debattere med to personer – Biden OG Wallace. Særligt grelt blev det, fordi Trump blev presset for at tage afstand fra voldsmænd på den yderste højrefløj, de såkaldte Proud Boys. Biden derimod slap for at blive presset for at tage afstand fra venstrefløjens slagsbrødre, Antifa.

Ordstyrere Chris Wallace kunne ikke forhindre de kandidater i at råbe i munden på hinanden. Foto: REUTERS/Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix

1-1

Meningsmålinger fra lige efter debatten viser også et rodet billede. Joe Biden vandt klart mere sympati fra seerne, hvor 48 procent syntes bedst om ham – mens kun 41 procent var lige så positiv overfor Trump. Til gengæld viser tilbagemeldinger fra partiernes egne støtter et foruroligende billede for Biden.

Omkring 90 procent af vælgerne er i dag overbevist om, hvem de vil stemme på den 3. november. Det er meget højt tal her fem uger før valget. Derfor skal kandidaterne kæmpe for at holde deres egne begejstrede og på det punkt tabte Biden.

Aftenens moderator Chris Wallace fra Fox News havde sit hyr med at styre debatten. Foto: Olivier Douliery/Pool via REUTERS TPX IMAGES OF THE DAY

Meningsmålinger fra lige efter debatten viser, at færre demokratiske vælgere synes, at deres Biden er klar til at være præsident sammenlignet med før debatten. Tilsvarende kunne Trump overbevise flere af sine egne republikanere om, at han er den rigtige til jobbet. I et tæt løb er den slags giftigt.

Andre meningsmålinger viser, at nok vil mange amerikanere se de tre debatter mellem kandidaterne, men et klart flertal mener, at debatterne er mindre vigtige end de var for fire år siden, da Trump stod overfor Hillary Clinton. Simpelthen fordi færre vælgere er i tvivl om, hvem der er deres mand til jobbet.

Kilder: CBS, Fox News, New York Times, Rasmussen Reports