Ny coronalov i Tyskland: Hvad Mette ikke kunne, det kan Merkel

0
5495
Den tyske kansler Angela Merkel fik onsdag opbakning til en ny epidemilov. Foto: Odd ANDERSEN / various sources / AFP

En ny epidemilov er stemt igennem den tyske forbundsdag på blot en dag. Loven går på nogle punkter længere end den danske, der kun fik støtte fra socialdemokraterne

Inde i salen var det kun det indvandringskritiske parti AfD, der tordnede mod den nye lov. Udenfor var der gang i gaden og helt til ind under aften havde politiet travlt. Der var omkring 200 arrestationer blandt demonstranterne, der ifølge politiet talte op mod 10.000 personer.

For første gang i adskillige år satte politiet i Berlin to af deres vandkanoner ind. Men på trods af det – og brug af peberspray mod de demonstrerende – gav de ikke efter. Så stor er vreden mod de tyske indgreb i befolkningens frihed under corona.

Og den nye lov udvider regeringens mulighed for at lave restriktioner i tilfælde af epidemi som den nuværende. Som noget unikt i Tyskland tager den magt fra de 16 delstater og koncentrerer det hos regeringen og sundhedsministeren. Og den giver vidtgående muligheder for at overvåge borgerne, hvilket er den største grund til modstanden.

I forvejen giver tysk lov mulighed for at spærre folk inde, der bryder en karantæne. Og med den nye lov har forbundsdagen selv stemt for, at indgrebene kan ske uden at politikerne bliver spurgt: regeringen har fri bane.

Politiet brugte vandkanoner mod demonstranterne. Foto: REUTERS/Fabrizio Bensch

Modstand fra højre

Demonstranterne uden for Forbundsdagen ser lovene, der i dag blev hastet igennem, som et direkte angreb på deres grundlovssikrede frihed. Mange taler om lovene som en Ermächtigungsgesetz – en direkte reference til en forhadt lov fra trediverne, der gjorde det muligt for nazisterne at beslaglægge ejendom og i det hele taget ødelægge folks liv. Så vidt gik kritikerne inde i forbundsdagen ikke.

I det hele taget var det reelt kun Alternative für Deutschland, der kæmpede med argumenter mod loven. Socialdemokraterne, der selv sidder med i kansler Merkels regering, ville gerne sikre, at forbundsdagen stadig kunne nedstemme indgreb, som bliver set som for vidtgående. Men de blev tromlet – først i regeringen og så i forbundsdagen.

Kilder: Merkur, Spiegel, Taz.

En demonstration viser sin mening om de nye, skrappe coronarestriktioner i Tyskland. Foto: Odd ANDERSEN / AFP