Tak for kaffe

0
424
Katrine Dirckinck-Holmfeld interviewes om sin "happening" i mandagens udgave af Deadline på DR2. Screenshot fra DR2

Af Jens Kirkegaard, arkitekt maa,  DF Helsingør

Endelig fik vi, der interessere os for dansk Kultur, et syn for sagen i Deadline den 17. november 2020, hvor Katrine Dirckinck-Holmfeld, der leder institut for kunst, skrift og forskning ved Kunstakademiet, trådte frem, for at tage det fulde ansvar for aktionen med destruktion af busten af Frederik den V, der oprettede Kunstakademiet. Hun er nu hjemsendt, mens sagen bliver undersøgt.

Det er primitivt og naivt at tro, at det hjælper at destruere historiske kulturelle monumenter, som ville det onde hermed forsvinde. Det var vel essensen af hvad Deadline-værten Lotte Folke Korsholm byggede ind i sine spørgsmål.

Alligevel savner jeg, at værten havde spurgt om, hvor længe Katrine Dirckinck-Holmfeld havde været ansat på “Gyldenløves Palæ”, i dag Charlottenborg, der blev opført af belastede mursten, fragtet på slaveskibe fra Flensborg til Nyhavn.

Slottets historistiske rum har måske skadet hende med en “kunstskimmel”, der kan have afstedkommet ønsker og tanker om usømmelig omgang med Prins Carls hofnar, der var en negerdværg, som siges at spøge på slottet.

Statuen af Frederik d. V efter turen på bunden af Københavns Havn. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ser man bort fra læbestiften, der skreg mod det røde halstørklæde og Karen Blixen hatten og de hektiske røde pletter, de ikke særlig varme øjne, så var det en angivelig rystet figur, der til hvert eneste spørgsmål svarede: “man kan sige, at…”. Ud af den røde mund kom forbenede og udtrådte flovsere, som ikke bragte noget menneske for dagen.

Undtagen i det øjeblik, hvor hun fortalte, at “det gjorde ondt da busten (udtalt med skiftevis U og Y) knækkede da den ramte vandet”. Hvad hun og hendes kumpaner kan udrette i Støberisamlingen, har jeg ikke nerver til at tænke på.

Derfor trøster det mig, at Akademiets halvstuderede kunstner ikke evner at tale i et klangfuldt sprog. Hvorfor de ikke vil få et stort publikum men kun forvildede idenditetsgalninger til at følge deres opråb om retfærdighed i kunsten.

Hele deres happening minder om fortidens hekseafbrændinger, eller autoritære regimers fjernelse af uønskede personer fra officielle gruppeportrætter, med henblik på bagudrettet at kunne korrigere historieskrivningen og kunsten.

Interviewet med Katrine Dirckinck-Holmfeld i Deadline kan ses her