Ny bølge af migranter over Den engelske Kanal

0
1292
Foreløbig er der kommet mere end 18.000 migranter over den engelske kanal i 2021. Foto: Sameer Al-DOUMY / AFP

På blot to dage – fredag og lørdag – slap mere end 1100 migranter over den engelske kanal. Strømmen af migranter fortsatte søndag

Godt vejr er godt for menneskesmuglere. Efter ti dages dårligt vejr klarede det op sent torsdag og en armada af mere end 40 både startede fra især Frankrig mod Storbritannien. Dermed er der allerede nu kommet dobbelt så mange migranter til Storbritannien ad vandvejen som hele 2020.

Det britiske grænsepoliti er tæt på at være overvældet. Britiske medier fortæller om, at myndighederne har taget en dobbeltdækker bus i brug for at holde på de mange migranter, indtil man har haft en chance til at tale med dem. Og i mange tilfælde bliver migranterne reelt sluppet fri efter blot at have svaret på fire spørgsmål.

Den fagforening, der organiserer toldere og grænsepoliti, har tidligere advaret mod at potentielt farlige personer let kan slippe forbi på en travl dag. Egentlig skulle alle migranter, der blev taget ved grænsen svare på 40 spørgsmål. I den aktuelle situation bliver de bare spurgt om, hvad de hedder og hvor de kommer fra – samt om de søger asyl og om de har familie i Storbritannien.

Vreden vokser

Briterne har lovet franskmændene op mod en halv milliard kroner for at forhindre menneskesmuglere i at sejle migranter over til den engelske kyst. Det er i mange briters øjne spildte penge, for bådene sejler ofte lige forbi den franske kystvagt. De franske skibe griber normalt kun ind, hvis bådene er i havsnød og selv beder om assistance.

Men også briterne svigter. Med den nye bølge venter mere end 70.000 på at få deres ansøgninger om asyl afgjort og køen vokser. Briterne har allerede afvist en fjerdedel af dem, der kom over i år, men i årets første seks måneder blev ikke en eneste sendt retur.

Der er kommet mere end 18.000 migranter over den engelske kanal i år, mens den britiske regering opgør, at Frankrig og andre EU-lande har forhindret 13.500 at tage en båd over Kanalen. Med andre ord standser EU-landene mindre end halvdelen af de migranter, der har nået kysten ud til Den engelske Kanal.

Kilder: Telegraph, BBC, Sun