Kommune afviser kritik: “Helt naturligt” at spørge om DF-kandidats politiske arbejde til jobsamtale

0
1178
Nichlas Nymann er socialpædagogstuderende og skal ud i sit tredje praktikforløb. ;em det bliver ikke på det behandlingshjem i Stevns Kommune, han havde satset på. For under samtalen skulle han svare på spørgsmål om sit kandidatur for Dansk Folkeparti.

Stevns Kommune afviser kritik fra regionsrådskandidat Niclas Nymann (DF), som følte sig kørt over til en samtale, da han søgte praktik som socialpædagog. ”Det er tydeligt, at man forsøger at vaske hænder,” siger Nichlas Nymann

Det var helt i orden, da Nichlas Nymann, kandidat til regionsrådet for Dansk Folkeparti, blev spurgt ind til sit politiske engagement, da han for nylig var til jobsamtale på et behandlingshjem i Stevns Kommune. Samtalen drejede sig om en seks måneders praktikstilling som led i Nichlas Nymanns uddannelse som socialpædagog.

Det mener Stevns Kommune, som overfor ditOverblik afviser kritikken fra Nichlas Nymann, der har klaget til kommunen og fortalt på Facebook, hvordan han følte sig ”kørt over” til samtalen.

Nichlas Nymann, der også er fællesformand for 10.000 studerende på Professionshøjskolen Absalon, var til samtale sammen med en medstuderende. Da den fælles samtale var slut, blev Nichlas bedt om blive alene tilbage et par minutter. Her spurgte lederen af behandlingshjemmet Nichlas Nymann om, hvorvidt han mente, han ville være i stand til at adskille sin kandidatur for Dansk Folkeparti fra sit professionelle arbejde som pædagog.

”Noget overrasket og en anelse paf, måtte jeg spørge om han også ville have spurgt mig hvis jeg havde stillet op for Socialdemokratiet, SF, Radikale eller et helt fjerde parti. Lettere rystet forlod jeg mødet og kørte hjem,” beskrev Nichlas Nymann episoden på Facebook.

Her beskrev han også, at han ”blev mødt af en meget fordomsfuld afdelingsleder”, som på forhånd havde været på nettet ”og på den måde måske allerede dannet sig et billede af hvem jeg var/er som person”.

HR-chef: Helt naturligt at spørge ind til

Hos Stevns Kommune mener Anton Svendsen, centerchef Økonomi, HR & IT, dog ikke at den pågældende leder er gået over stregen i samtalen med Nichlas Nymann. I en mail til ditOverblik skriver HR-chefen:

”Leder og andre medvirkende i ansættelsesforløbet både kan og skal spørge ind til ethvert bijob og andre forhold, som kan påvirke arbejdets udførelsen og planlægningen heraf. I den forbindelse kan det også være relevant at spørge til ansøgerens egen refleksion over håndteringen af eventuelle snitflader. Det er helt naturligt og det giver almindeligvis ikke problemer”.

Han fastslår, at kommunen ikke ser det som et problem at være politisk engageret:

”Vi har flere medarbejdere og ledere, som er politisk engagerede, også opstillede til valg – og det udgør ikke noget problem. I forhold til oplevelsen i den konkrete sag, så har jeg tillid til at man har gjort det ordentlig. Jeg beklager, at praktikanten har oplevet det anderledes og imødeser institutionslederens svar på klagen,” skriver HR-chefen.

“I forhold til oplevelsen i den konkrete sag, så har jeg tillid til at man har gjort det ordentlig”

Anton Svendsen, centerchef Økonomi, HR & IT, Stevns Kommune

Nichlas Nymann: De forsøger at vaske hænder

Nichlas Nymann mener dog ikke, at centerchefen har det fulde billede af, hvad der skete til samtalen på behandlingshjemmet:

”Jeg må sige, at jeg ikke er overrasket over HR-chefens svar. I forhold til at spørge ind til mit politiske engagement, så tænker jeg at hvis det var noget som var normalt, så havde man ikke ventet med at spørge om det, indtil min medstuderende var taget hjem,” siger Nichlas Nymann.

Det er hans tredje praktikophold og det er første gang, han i forbindelse med en praktiksamtale er blevet spurgt ind til sit politisk arbejde.

”Jeg mener på ingen måde at det er relevant, og jeg er aldrig blevet spurgt indtil det andre steder. Det er tydeligt, at man forsøger at vaske hænder og det er også tydeligt, at HR-chefen ikke har fået hele historien med,” siger Nichlas Nymann.

Afviser at han kørte i kampagnebilen

Dagbladet Køge skrev om sagen i sidste uge. Her blev HR-chef Anton Svendsen citeret for at sige, at Nichlas Nymann skulle være mødt op til jobsamtalen i sin kampagnebil med navn og partilogo, ligesom han skulle være gået til samtalen iført en jakke med DFs logo på.

”Når man gør det, må man også forvente spørgsmål om, hvor meget partiarbejdet fylder på den institution, hvor man søger arbejde,” udtalte HR-chefen.

Den udlægning afviser Nichlas Nymann fuldstændig. Hans kampagnebil var på værksted den pågældende dag, fordi han kørt ind i et rådyr. Derfor kørte Nichlas i sin kones bil. Jakken med DF-logoet lod han ligge ude i bilen, da han gik ind til samtalen.

”Jeg har ikke noget at skjule, og når de spørger ind til mit partiarbejde, fortæller jeg gerne om det. Men jeg kom kørende i min kones bil, der ikke har kampagnemærker på, og jeg var iført en Brøndby-trøje,” siger Nichlas Nymann.

“Jeg kom kørende i min kones bil, der ikke har kampagnemærker på, og jeg var iført en Brøndby-trøje”

Nichlas Nymann, kandidat til regionsrådet for Dansk Folkeparti

Har takket ja til en anden praktikstilling

Efter at Nichlas Nymann havde skrevet om sagen på Facebook, blev han kontaktet af lederen af en STU, dvs. en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Den pågældende skrev, at “hos os har vi ingen fordomme om folks privatliv”. Den henvendelse har nu ført til, at Nichlas Nymann har fået tilbudt – og takket ja til – en praktikstilling her.

“Så jeg starter 1. december,” fortæller en godt tilfreds Nichlas Nymann – glad for, at der nu er sat et positivt punktum i sagen.

Læs også:

Nichlas skulle redegøre for sit DF-kandidatur, da han søgte praktik som socialpædagog