Trods tilbagegang: DF får central rolle i Kerteminde

0
1713
Terje Pedersen, 50 år, har siddet i byrådet i Kerteminde siden 2014.

Dansk Folkeparti får kun en plads i det nye byråd i Kerteminde Kommune på Fyn, men DFs spidskandidat Terje Pedersen bliver både 1. viceborgmester og central udvalgsformand. ”Det er resultatet af mange års hårdt arbejde, hvor vi har vist os som en konstruktiv samarbejdspartner,” siger Terje Pedersen

Som i mange andre kommuner gik Dansk Folkeparti massivt tilbage ved kommunalvalget i Kerteminde på Fyn. Partiet mistede to mandater og gik fra 1733 til 639 stemmer i forhold til valget i 2017. Men selv om DF nu kun har én ud af 25 pladser i byrådet i Kerteminde, er der udsigt til fire år, hvor partiet får en central position.

I de hektiske timer efter valget, fik DFs spidskandidat Terje Pedersen nemlig sikret sig maksimal indflydelse i det nye byråd. Han bliver 1. viceborgmester og formand for miljø,- natur,- og teknikudvalget. Han fortsætter desuden som medlem af økonomiudvalget.

Terje Pedersen har været medlem af byrådet siden 1. januar 2014, og at det er lykkes at forhandle sig til både en formands- og viceborgmesterpost, ser han som resultatet af de sidste otte års politisk indsats.

”Der ligger mange års hårdt arbejde bag. Det tager tid at opbygge tillid. DF har vist gennem årene, at vi kan samarbejde med alle partier og er gode, konstruktive samarbejdspartnere,” siger Terje Pedersen.

“DF har vist gennem årene, at vi kan samarbejde med alle partier”

Fokus på borgerne

Terje Pedersen ser posterne som anerkendelse af de kompetencer og perspektiver, han bringer til bordet i byrådsarbejdet.

”Jeg er meget fokuseret på hvordan beslutninger påvirker borgerne, for det er dét, vi som byråd er sat i verden for. Jeg har borgernes vinkel med i alt, hvad der skal besluttes. Og så har jeg et rimeligt godt indblik i, hvordan den kommunale økonomi fungerer,” siger Terje Pedersen, som til daglig arbejder med it.

“Så er jeg er trænet i fejlfinding,” som han siger.

Dansk Folkeparti gik 7,6 procentpoint tilbage ved kommunalvalget i Kerteminde. DF fik 4,6 % af stemmerne, hvilket giver én plads ud af 25 i det nye byråd.

Central formandspost

Formandsposten i miljø,- natur,- og teknikudvalget er helt central. Beslutninger, hvor der er planmæssige spørgsmål, skal igennem udvalget. Alle sager om udvikling af by- og landområder og erhvervsudvikling havner i udvalget, hvor Terje Pedersen nu skal sidde for bordenden.

”Det er traditionelt den udvalgspost, der får mest opmærksomhed, så det bliver en god mulighed for at eksponere Dansk Folkeparti,” siger han.

Skal ikke bare være kransekagefigur

Men også 1. viceborgmesterposten kan blive vigtig. Terje Pedersen har betinget sig, at borgmesteren, socialdemokraten Kasper Ejsing Olesen, inddrager ham mere i arbejdet, end der har været tilfældet for den nuværende viceborgmester.

”Jeg skal være viceborgmester af gavn, ikke kun af navn,” sagde Terje Pedersen efter valget til Fyens Stiftstidende. Hvad det betyder, forklarer han til ditOverblik:

”Jeg bliver sparringspartner for borgmesteren, dvs. at vi har aftalt at mødes med faste intervaller, hvor vi vender og drejer aktuelle sager. Jeg har ikke tænkt mig bare at være en kransekagefigur. Jeg vil yde noget for mit honorar. Jeg vil, som i andre sager, se tingene fra borgernes side, og jeg tror det bliver en styrke for kommunen, at der nu bliver et ekstra sæt øjne, der kan se på tingene,” siger Terje Pedersen.