Italien vil først lade parlamentets underhus diskutere aftalen. ”Det er op til dem, om vi skal skrive under,” siger Italiens vicepremierminister Matteo Salvini, som har meddelt, at Italien ikke rejser til Marrakech, hvor aftalen skal underskrives
Som det 9. EU-land har Italien nu meddelt, at landet indtil videre ikke vil tilslutte sig den omstridte FN-aftale Global Compact, som skal underskrives på et møde den 10.-11. december i Marrakech i Marokko.
Italiens indenrigsminister og vicepremierminister Matteo Salvini meddelte onsdag i det italienske underhus, at regeringen vil lade Parlamentets underhus tage stilling til, om man skal gå med i aftalen.
”Ligesom Schweiz vil vi ikke underskrive noget endnu, og vi vil ikke tage til Marrakech. Underhuset skal diskutere det først, og vi vil lade beslutningen være op til underhuset,” sagde Salvini.
”Global Compact er et dokument, som berører mange emner og spørgsmål, som vores befolkning har stærke følelser omkring,” sagde den italienske premierminister Giuseppe Conte.
“Vi vil ikke tage til Marrakech. Underhuset skal diskutere det først, og vi vil lade beslutningen være op til underhuset”
Matteo Salvini, indenrigsminister og vicepremierminister, Italien
Slovakiet meldte fra søndag
Global Compact fastlægger fælles regler for migration, og den danske regering bakker op med den begrundelse, at udviklingslandene med aftalen siger ja til at hjemtage borgere, som ulovligt migrere til andre lande. Kritikere frygter imidlertid, at aftalen vil åbne op for nye migrantstrømme, ligesom aftalen kritiseres for at ville fremme en multikulturel dagsorden.
USA, Australien og Israel har meddelt, at de ikke vil tilslutte sig aftalen, og én for én har stadig flere EU-lande erklæret, at de heller ikke vil skrive under. Først sagde Ungarn nej, siden kom Østrig, Polen, Tjekkiet, Bulgarien, Rumænien og Slovenien. Søndag var det så Slovakiet, som trak sin støtte til det omstridte dokument.
”Slovakiet vil under ingen omstændigheder underskrive FN-pagten, som vi er uenige i,” sagde den slovakiske premierminister Peter Pellegrini ifølge slovakiske medier.
Løkke: Vi skriver under
Herhjemme har statsminister Lars Løkke Rasmussen så sent som tirsdag bekræftet, at Danmark vil tilslutte sig aftalen. Den danske regering er dog ved at udarbejde en såkaldt ”stemme-forklaring”, som skal præcisere, ”hvad vi siger ja og ikke siger ja til,” som Lars Løkke Rasmussen sagde i folketingets spørgetid i tirsdags.
Et journalist spurgte efterfølgende statsministeren om han overvejede at følge Schweiz og udskyde den danske underskrift.
”“Hvorfor skulle vi gøre det? Vi har en klar juridisk vurdering af, hvad den her aftale går ud på og ikke går ud på,” svarede Løkke.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har opfordret regeringen til ikke at underskrive FN-aftalen.
Læs også: Løkke: FN-aftale får ikke flere migranter til Danmark