New York Times: Byg nu den mur

0
1959
En gruppe haitiske migranter krydser illegalt Rio Bravo i et forsøg på at komme fra Ciudad Juarez i den mexicanske delstat Chihuahua til El Paso i Texas. Foto: Herika MARTINEZ / AFP

De politisk korrektes menighedsblad New York Times overrasker i dag stort med en kommentar om at få bygget muren færdig mod Mexico. De sidste ugers flodbølge af migranter chokerer alle

Som så ofte før er det en enkelt begivenhed, der får mange til at vågne op. En overfyldt SUV, der var sluppet igennem et hul i muren ved grænsen mellem USA og Mexico, havde travlt med komme nordpå i de tidlige timer Langfredag. Efter at være kørt godt 25 kilometer op ad en ellers øde vej ville chaufføren svinge ind på en motorvej.

Ingen ved om chaufføren ikke så et stopskilt eller om han ikke havde regnet med, hvor lang tid det tager at bremse en bil med 25 personer om bord. Hvad vi ved er, at han kom ud foran en stor Peterbuilt truck. Tolv blev dræbt på stedet, en person mere er senere død på et lokalt hospital.

Ofrene for ulykken udgør ikke mere end en procent af en procent af de migranter, man stopper ved grænsen. I marts stoppede myndigheder 171.000 lige nord for grænsen – det højeste tal i mere end tyve år. Og ingen aner, hvor mange der slap forbi kontrollerne.

Men den tragiske ulykke viste selv de mest ukritiske amerikanere, at migrationen ikke har en happy end. Og at mange mister livet for drømmen om et underbetalt arbejde i USA.

Ranchejer Tony Sandoval ved den ufærdige grænsemur i Roma i Texas. Foto: Ed JONES / AFP

Nedtur for Biden

Amerikanerne er trætte af deres nye præsidents vilje til at lade stå til. En meningsmåling i påskedagene fra AP viser, at 40 procent af amerikanerne er klart utilfredse med Joseph R. Bidens håndtering af grænseproblemerne. Det er næsten dobbelt så mange som der er tilfredse (24 procent).

Selv har han sat sin uprøvede vicepræsident Kamala Harris til at håndtere krisen ved grænsen. Mens hun ikke har leveret en plan efter ugers overvejelser, begynder selv de gamle medier at miste tålmodigheden. Og i dag kunne man så læse i New York Times, der ellers har været helt ukritisk overfor Biden, at nu må man se at få bygget muren ved grænsen færdig.

En migrantfamilie er sejlet over Rio Grande-floden fra Mexico til grænsebyen Roma i Texas. Billedet er taget den 5. april. Foto: REUTERS / Go Nakamura

Muren forbindes mest med Donald Trump, men faktisk blev en stor del af den bygget af hans forgænger Barack Obama. Under hans tid som præsident blev omkring tre millioner standset ved grænsen og sendt tilbage. Fortsætter indstrømningen som nu, vil man under Bidens første år nå samme antal.

Læs New York Times her: Biden Should Finish the Wall … Or the next Trump will

I kommentaren i New York Times hedder det, at hvis grænsen ikke bliver lukket, så vil USA opleve det samme som Europa gjorde i 2015. Og som det hedder i avisen: hvis ikke Biden vil bygge muren, så vil hans efterfølger.

Kilder: New York Post, New York Times