Nedlukningen af liberale erhverv koster 20 mio. kr. om dagen

0
1580
Nedlunkningen af frisører, kørelærere, kosmetologer og andre liberale erhverv medfører et økonomisk tab på 0,3 procent af BNP svarende til ca. 600 mio. kr. om måneden. Arkivfoto

Og forhindrer 71 smittede dagligt, svarende til 273.000 kr. pr. undgået smittetilfælde. Det er for høj en pris, mener SMV Danmark

Nye beregninger fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at man undgår 71 daglige tilfælde af coronasmitte ved at holde frisører, kørelærere, kosmetologer og andre liberale erhverv nedlukket.

Samtidig viser tal fra Finansministeriet, at nedlukningen af de liberale erhverv medfører et tab på 0,3 procent af BNP, svarende til 600 millioner kroner om måneden. Det svarer til ca. 19,4 millioner kroner om dagen.

Med andre ord koster det 273.000 kr. at nedbringe smittetallet med én person dagligt, og det er for høj en pris. Det mener SMV Danmark, som er interesseorganisation for de små og mellemstore virksomheder, SMVerne.

“Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad vi som samfund vil betale for et lavere coronasmittetal og holde det op imod, hvad samfundet ellers kunne få for de penge. Når det koster samfundet 270.000 kr. pr. reduceret smittetilfælde, synes jeg, det er en meget høj pris at betale,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, i en pressemeddelelse.

“270.000 kr. pr. reduceret smittetilfælde er en meget høj pris at betale”

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark

Åben op eller betal fuld kompensation

Direktøren påpeger, at 71 smittede personer om dagen er mindre end én smittet pr. kommune.

“Disse beregninger kalder på, at man enten åbner op eller betaler fuld kompensation til virksomhederne. Vi er fortalere for et åbn-eller-betal-princip, det vil sige, at hvis politikerne holder fast i at holde lukket, så må man også betale regningen. Enten får virksomhederne lov til at åbne, eller også må de få betalt alle deres udgifter af staten,” siger Jakob Brandt.

Jakob Brandt, adm. direktør i SMV Danmark. Pressefoto: SMV Danmark

Beregningen af 71 færre smittede om dagen er midterscenariet i SSI’s prognose, der opererer med mellem 47 og 106 flere dagligt smittede. Om det ender i den lave eller højere ende afhænger af den såkaldte sæsoneffekt, altså i hvor høj grad det varmere vejr og folks tilbøjelighed til at mødes udenfor frem for indenfor påvirker smittespredningen.

“Uagtet om vejret får stor eller mindre betydning, så viser analysen, hvor enormt omkostningsfuldt det er at holde dele af erhvervslivet lukket – samtidig med at smittespredningen ved at åbne op for de liberale erhverv er meget, meget lille,” siger Jakob Brandt.

Hver tredje frisør frygter snarlig konkurs

En undersøgelse fra SMV Danmark viste i sidste uge, at 32 procent af frisørerne risikerer at gå konkurs, hvis de skal være lukket en måned mere. 47 procent vurderer, at de risikerer konkurs, hvis den fortsætter to måneder mere, og 61 procent – næsten to-tredjedele – tror ikke, at de vil kunne overleve yderligere tre måneders nedlukning.

Læs også:

Luk nu op: Hver tredje frisør frygter snarlig konkurs