Minister skal redegøre for angreb på studentervogn: Hvorfor fortalte politiet ikke, at det var indvandrerunge?

0
6256
DFs gruppeformand Peter Skaarup har stillet en række spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup om fredagens angreb på en studentervogni Ålsgård.

Dansk Folkeparti stiller spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S) om fredagens angreb i Ålsgårde, hvor der blev kastet flasker mod en vogn med studenter. DF vil blandt andet have ministeren til at forklare, hvorfor politiet afviste, at det var unge med anden etnisk baggrund, selv om et vidne fortæller at det var tilfældet

Selv om et vidne så en gruppe indvandrerdrenge kaste flasker mod en vogn med studenter i Ålsgårde fredag aften, så benægtede politiet søndag overfor offentligheden, at der var tale om unge med anden etnisk baggrund.

”Det har ikke noget på sig, at det skulle være unge med anden etnisk baggrund. Slet ikke. De unge, der har fået bøder, har alle danske efternavne,” sagde vagtchefen ved Nordsjællands Politi til BT.

Vagtchefen forklarede, at “det simpelthen ikke har været muligt for politiet at finde vidner”  – og at politiet kun havde givet bøder til nogle danske unge, der råbte efter politiet.

Vagtchefens udtalelser kom på trods af, at et vidne, Charlotte Karlsson, allerede lørdag på facebookgruppen ”Vores Ålsgårde” skrev, at det var hende, der fredag aften havde anmeldt angrebet – og at hun havde oplyst, at det var unge med anden etnisk herkomst:

”Jeg så en gruppe på seks til syv personer. Den ene var dansker, mens de andre havde anden etnisk herkomst end dansk. Da der kom en lastbil med studenter, stod de oppe på Nordre Strandvej og ventede på dem, og så tyrede de ølflasker og en sprutflaske direkte ind på studenterne,« fortalte Charlotte Karlsson, da hun mandag blev interviewet til BT.

Spørgsmål til justitsminister

Nu vil Dansk Folkeparti have justitsminister Nick Hækkerup (S) til at redegøre for Nordsjællands Politis ageren i sagen. Som ditOverblik skrev tirsdag, så er Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard stærkt utilfreds med politiets håndtering. Pia Kjærsgaard røg ud i et mindre stormvejr, da hun i weekenden spurgte på Twitter, om det var unge med anden etnisk baggrund, der stod bag. Det førte til BT-artiklen ”Politiet afviser Pia K.’s teori om studenter-angreb: Det har slet ikke noget på sig”, hvilket blandt andet fik den radikale leder Morten Østergaard til at kritisere Pia Kjærsgaard for at “skabe frygt og splittelse”.

Men meget tyder altså på, at Pia Kjærsgaards mistanke ”havde noget på sig”, og derfor har DFs gruppeformand Peter Skaarup nu stillet en række spørgsmål til justitsministeren.

Skaarup vil blandt andet have svar på:

  • Om justitsministeren kan af- eller bekræfte, om det var personer med anden etnisk oprindelse, der var involveret i angrebet på studentervognen?
  • Om hvorfor politiet undlader at oplyse, at et vidne har set, at det var unge med anden etnisk herkomst – og hvorfor vagtchefen tog så aktivt afstand fra mistanken om at det var tilfældet?
  • Om ministeren er tilfreds med, at politiet kun udstedte bøder for tilråb, men tilsyneladende ikke agtede at gøre mere for at finde frem til dem, der angreb studentervognen?
  • Om der bliver taget yderligere tiltag for at finde og retsforfølge de unge, som stod bag selve angrebet?

Pia Kjærsgaard: Politiet har forsømt sin opgave

Pia Kjærsgaard sagde tirsdag til ditOverblik, at hun synes politiet har forsømt sin opgave:

”Jeg synes, det er utroligt ringe, det her. Det virker som om man vælger at skåne nogle indvandrerdrenge, fordi man vil undgå ballade. Men man undgår altså ikke ballade på længere sigt, hvis man ikke gør noget,” sagde Pia Kjærsgaard.

ditOverblik har forelagt kritikken for Nordsjællands Politi, som har meddelt, at man formentlig torsdag vil komme med et svar.

Læs også: Vidne bekræfter Pia Kjærsgaards mistanke: Indvandrerdrenge smed flasker mod studentervogn