Forhandlingerne om hjælp til landets kriseramte medier brød sammen efter det første møde med kulturminister Joy Mogensen. Hun havde kun 12,5 millioner kroner med forhandlingsbordet. Et useriøst lille beløb, siger DFs kultur- og medieordfører Pernille Bendixen
Kulturminister Joy Mogensen (S) havde kun småpenge med i tasken, da hun mandag mødtes med folketingets partier for at forhandle om nødhjælp til dagblade, ugeaviser og andre medier, der er hårdt ramt af coronakrisen.
I sidste uge appellerede brancheorganisationen Danske Medier til politikerne om hjælp i størrelsesorden 150-200 millioner kroner, og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har foreslået en hjælpepakke i samme størrelsesorden. Venstre og Konservative har lignende ønsker.
Men ved dagens forhandlinger havde kulturministeren sølle 12,5 millioner kroner med til bordet, og det fik forhandlingerne til at bryde sammen.
DF: Finansministeren må på banen
En ordfører kaldte bagefter ministerens oplæg for en tynd kop the. Dansk Folkepartis kultur- og medieordfører Pernille Bendixen er også skuffet:
”Det er et useriøst lille beløb, og ministerens oplæg favnede ikke særlig bredt. Magasiner var f.eks. ikke omfattet, og skal hjælpen til dem så forhandles på et andet tidspunkt? Det dur jo ikke. Kulturministeren har åbenbart ikke et tilstrækkelig stort forhandlingsmandat, og derfor må vi nu have finansministeren til at sætte sig for bordenden,” siger Pernille Bendixen.
Kulturministeren har søndag og mandag indkaldt til flere forhandlinger om hjælp til kultur- og medieområdet. Men DF vil have en samlet forhandling.
”Vi beder om at få et samlet oplæg. Det nytter ikke, at vi får at vide, at noget forhandles et andet sted. Vi må vide, hvad regeringens samlede udspil er på kultur- og medieområdet,” siger Pernille Bendixen.
Venstre: Det hænger ikke sammen
Venstres medieordører Britt Bager er også skuffet:
“Vi står i en helt akut og fuldstændigt særlig krisesituation, og så er man ikke i stand til at finde mere end 12,5 millioner kroner,” siger Britt Bager til Journalisten.dk.
Kulturministerens udspil lød på at oprette en støttepulje på 12,5 millioner kroner til distrikts- og ugeaviser. Derudover tilbød ministeren at bruge 23 millioner kroner til en støttepulje til lokale og regionale dagblade – men her skal pengene tages fra ministeriets eksisterende ramme. Desuden skal mediestøtten fremrykkes. Et forslag som alle partier forlængst har sagt ja til.
“Jeg var meget forbløffet over, at udspillet var så uambitiøst, samtidig med at man ikke havde rum til at forhandle. Det var grundlæggende et take it or leave it-udspil, hun lagde frem. Det, synes jeg, krisen er for alvorlig til,” siger Enhedslistens kulturordfører Søren Søndergaard til Journalisten.dk
Læs også:
“Jeg frygter, at nogen må dreje nøglen, hvis vi ikke får hjælp”