DF vil redde dagblade og ugeaviser med hjælpepakke

0
1835
DFs formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Carsten Lundager

Coronakrisen truer flere dagblade og ugeaviser på deres eksistens. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl foreslår en særskilt hjælpepakke for de danske aviser. ”De er rygraden i vores demokrati. Det vil være et kæmpe tab, hvis aviser må lukke,” siger han

De havde det hårdt i forvejen og nu har coronakrisen gjort situationen endnu værre for mange dagblade og ugeaviser i Danmark. Annoncemarkedet er i frit fald, og hvis krisen fortsætter i længere tid, risikerer flere medier at måtte dreje nøglen.

Derfor er der brug for en særskilt hjælpepakke for dagblade og ugeaviser. Det mener Dansk Folkeparti, som nu går til finansminister Nicolai Wammen (S) med en opfordring til, at partierne bag sidste uges store hjælpepakke finder sammen om en hjælpepakke til aviserne.

”Da vi lavede den store hjælpepakke i sidste uge, var vi enige om, at det ikke var gjort med det. Der skal sandsynligvis mere til, når vi ser, hvor der er huller. Og det er der her. Aviserne har haft et glidende annoncetab over en årrække, og derfor skal der ikke ret meget til, før et yderligere tab vil være livstruende for nogle aviser,” siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl.

Rygraden i demokratiet

I de eksisterende hjælpepakker kan virksomheder få kompensation, hvis de mister mere end 40 procent af deres omsætning i forhold til sidste år. Men der skal mindre til at slå benene væk under dagblade og ugeaviser, som i forvejen har en skøbelig økonomi. Derfor har brancheorganisationen Danske Medier foreslået, at staten går ind med hjælp til aviser, der taber mere end 20 pct. af omsætningen i forhold til 2019. De skal kunne få dækket 80 pct. af tabet ud over 20 pct., lyder forslaget.

“Det kunne sagtens være modellen. Der kan også tænkes andre løsninger. Det afgørende er, at der er politiske velvilje. Vi skal tage det her dybt alvorligt. Det vil være et kæmpe tab, hvis vi mister lokale medier. De er rygraden i vores demokrati og folkestyre. Uden dem, vil den lokale dækning være overladt til amerikansk ejede Facebook, som ikke har nogen kritisk journalistik eller journalistisk bearbejdning af den lokale debat. Hvis først den lokale avis forsvinder, vil den ikke være til at bygge op igen, og jeg er meget bekymret for, at det her kan blive det sidste skub for nogen ud over afgrunden,” siger Kristian Thulesen Dahl.

“Det vil være et kæmpe tab, hvis vi mister lokale medier. De er rygraden i vores demokrati og folkestyre”

Kristian Thulesen Dahl, formand, Dansk Folkeparti

Forventer bred opbakning

Han peger på, at hvis coronakrisen ikke havde ramt verden, skulle der netop nu have fundet forhandlinger sted om et nyt medieforlig. Her ville sikringen af lokale medier spille en centrale rolle. Derfor regner Kristian Thulesen Dahl med, at der vil være bred politisk vilje til at finde en løsning på mediernes akutte krise.

”Sidste år lukkede Morsø Dagblad og Jysk-Fynske Medier måtte ud i en større sparerunde. Branchen er i forvejen nødlidende, og så kommer dette chok oven i. Så jeg forventer, at alle vil være posive overfor at hjælpe,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Lolland-Falsters Folketidende vurderer selv, at den er truet på sin eksistens, hvis coronakrisen fortsætter i længere tid.

Koncern spår tab på 125 mio. 

For krisen er voldsom. Jyske Fynske Medier, der bl.a. tæller Jyske Vestkysten, Fyens Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende, vurderede i sidste uge, at coronakrisen vil give dem et tab i annonceindtægter på 125 mio. kroner. Herning Folkeblad forventer et tab på 20-25 mio. kroner, og Lolland-Falsters Folketidende siger direkte, at en langvarig krise kan koste avisen livet.

“Alle medier er lige nu voldsomt pressede og er ude i en situation, hvor man for det første ser ind i kæmpe underskud og for det andet, at nogle mindre mediehuse er så alvorligt udfordrede, at de på tidspunkt kommer til at se på, om der skal reduceres i antallet af udgivelser,” siger formanden for Danske Medier Jesper Rosener, der adm. direktør for Jysk Fynske Medier, til Mediawatch.

Borgmestre: Støt lokale medier

I weekenden gik 36 fynske og jyske borgmestre ud med en fælles appel til borgere og virksomheder om at støtte de lokale medier.

”Medierne er afgørende, vigtige elementer i ethvervt lokaldemokatisk økosystem,” sagde en af initiativtagerne, Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), til Avisen Danmark.

En række borgmestre gik i weekenden ud med en opfordring til borgere og virksomheder om at støtte de lokale aviser.