Jeg holder sammen på Danmark!

0
2059
Rune Christensen

Af Rune Oliver Christensen, social og sundhedshjælper

Danmark er lukket ned, danskerne skal bliv hjemme, men det skal jeg ikke!

Mit navn er Rune. Jeg er 23 år gammel, social og sundhedshjælper og så holder jeg sammen på Danmark! Det gør jeg ikke alene, men sammen med mine kollegaer – og vi er rigtig mange! Alt lige fra sygeplejersker, sosu’er, pædagoger, rengøringspersonale, læger, politi og mange mange flere. Også dem i detailhandlen!

Selvom vi ikke er i højrisiko for smitte, og vi med høj sandsynlighed vil overleve covid-19, så har jeg alligevel et ønske til dig, der læser dette: Møder du mig eller en af mine kollegaer på gaden, i supermarkedet eller når vi er på vej til eller fra arbejde, så håber jeg, at du vil være med til at tage del i det fælles ansvar, udvise hensyn og holde afstand. Tager vi ikke vores forholdsregler alvorligt, så risikerer mine kollegaer og jeg at blive raske smittebærere, som så kan smitte de mennesker vi tager os af, for de er om nogen i højrisiko, de risikerer at dø, hvis de bliver smittet med covid-19!

Mine kollegaer og jeg skal også have hverdagen til at hænge sammen, også selvom vi går på arbejde hver dag, tager ekstravagter, presser os selv længere end vi burde, varetager kritiske og farlige arbejdsopgaver og passer på dem, der ikke kan passe på sig selv! Det kunne være din mor, din far, dine bedsteforældre, søster, bror, moster eller onkel, din bedste ven gennem livet, din kæreste, ægtefælle eller sågar dine børn eller dig selv. Vi er der for jer og passer på jer.

Vi går gerne hele vejen, men så kræver det også, at du er med til at passe på os! Kun ved at tage ansvar hver især, holder vi sammen på Danmark!