“Jeg frygter, at nogen må dreje nøglen, hvis vi ikke får hjælp”

0
1529
Jesper Rosener, adm. direktør for Jysk-Fynsk Medier og formand for Danske Medier. Foto: Michael Bager

De danske dagblade og ugeaviser er hårdt pressede af coronakrisen. Dansk Folkeparti foreslår en særskilt hjælpepakke for medierne, og det haster, fastslår Danske Mediers formand

Tirsdag sendte Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl et brev til finansminister Nicolai Wammen (S). Brevet var en opfordring til ministeren om at indkalde til forhandlinger om en hjælpepakke, der skal målrettes dagblade og ugeaviser, som er hårdt ramt af coronakrisen. Andre partier er også klar til at hjælpe, og det vækker håb om en hurtig løsning hos brancheorganisationen Danske Medier.

Men det haster. Det siger Danske Mediers formand Jesper Rosener, der er adm. direktør for Jysk-Fynske Medier, som bl.a. udgiver Jyske Vestkysten, Fyens Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende:

”Der skal gøres noget meget hurtigt. Ellers frygter jeg simpelthen, at der er medier, der må dreje nøglen,” siger Jesper Rosener til ditOverblik.dk.

Hjælpepakke til 150-200 millioner kroner

Coronakrisen har sendt annoncemarkedet, der er mediernes vigtigste indtægtskilde, ud i frit fald. I forvejen har dagblade og ugeaviser i årevis kæmpet med faldende annonceindtægter, og nu er resten af annoncemarkedet svundet ind til nærmest ingenting.

Derfor har Danske Medier foreslået en model, hvor staten giver støtte til medier, der taber mere end 20 pct. af omsætningen i forhold til 2019. Forslaget lyder på, at staten skal dække 80 pct. af tabet ud over 20 pct. Samme model peger DF-formand Kristian Thulesen Dahl på i sit brev til finansministeren.

Jesper Rosener understreger, at forslaget fra Danske Mediers stadig vil efterlade medierne med et stort tab. Hans egen koncern skønner, at den vil tabe 125-140 millioner på coronakrisen, hvoraf den kun vil få dækket 10-20 millioner kroner med Danske Mediers forslag. Men det vil alligevel være en vigtig håndsrækning, siger Rosener, der anslår, at en sådan hjælp vil koste statskassen 150-200 millioner kroner.

”Sandsynligheden for, at vi kan undgå avislukninger, vil i hvert fald blive mindre med en sådan ordning. Jeg er ikke tæt nok på alle mediehuse til at kunne sige, om alle så vil klare den. Men det vil være et meget vigtigt skridt, for alle er udfordret,” siger Jesper Rosener.

En lang række lokale dagblade bringer i dag en fælles annonce med budskabet ”Vi er der for dig, når du har mest brug for os”.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Arbejder hårdere end nogensinde

En lang række lokale dagblade bringer i dag en fælles annonce med budskabet ”Vi er der for dig, når du har mest brug for os”. Den annonce viser mediernes helt store dilemma i disse coronatider: På den ene side mister de store indtægter – på den anden side løser de en vigtig opgave med at bringe nyheder og information til borgerne i en ekstrem krisesituation. Faktisk skruer mange af de lokale dagblade op for dækningen i øjeblikket. Jysk-Fynske Medier har f.eks. etableret en 112-tjeneste, der svarer på borgernes spørgsmål om corona.

”Jeg har sagt til medarbejderne, at jeg er stolt af, at vi holder gang i alle hjulene. Der ikke nogen af vores produkter, der ikke udkommer. Journalisterne arbejder hårdere og mere end nogensinde. Derfor har jeg også måttet sige til dem, at ’I bliver nødt til at tænke over, at den her situation ikke er en sprint på 100 meter. Det er et maratonløb. Det kommer til at vare måneder, så I skal have kræfter til at kunne fortsætte i lang tid’”.

Hvorfor skruer I op for udgifterne, når I tjener færre penge?

”Det er vores pligt. Vi spiller en vigtig rolle for demokratiet og sammenhængskraften i vores udgivelsesområder. Vi kan ikke bare lukke ned i en sitaution, som den vi står”.

Mange henter vel nyhederne på jeres netaviser. Kunne I ikke spare penge ved at droppe nogle af de fysiske udgaver af avisen?

”Der er ældre borgere, som ikke har adgang til nettet og som så ikke ville få nyhederne. De har behov for, at vi udkommer på papir, både med dagbladene og ugeaviserne. Begge kanaler er også vigtige informationskanaler for de lokale erhvervsdrivende”.

Jesper Rosener understreger, at der er behov for hjælp til både lokale og landsdækkende medier, ligesom hjælpen bør omfatte både dagblade, ugeaviser samt private radio- og tv-stationer.

Kristian Thulesen Dahl: Afgørende for demokratiet

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener ligesom Jesper Rosener, at medierne spiller en helt afgørende rolle for demokratiet. I brevet til finansminister Nicolai Wammen skriver han:

”En levende og mangfoldig presse er nemlig en afgørende forudsætning for et velfungerende demokrati. Ikke mindst i en krisetid som denne, hvor regering og folketing gennemfører vidtrækkende tiltag, der for få uger siden havde været helt utænkelige, er der brug for en årvågen og kritisk presse. Men også den lokale dækning af begivenheder i lokalområdet eller lokalpolitikernes handlinger er af afgørende betydning i vort land,” skriver han.

Brevet til finansministeren kan læses her: Brev til finansministeren

Læs også: DF vil redde dagblade og ugeaviser med hjælpepakke