Mette F nægter, at rød finanslov lemper udlændingepolitikken

0
2920
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl under statsminister Mette Frederiksens spørgetime i Folketingssalen, tirsdag den 10. december 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsministeren afviste i Folketingets spørgetime, at det er en lempelse af udlændingepolitikken, når rød blok vil give udlændinge uden opholdsgrundlag lov at blive i Danmark, hvis de har et job. DFs formand Kristian Thulesen Dahl kalder det en klar lempelse

Statsminister Mette Frederiksen (S) nægter, at der er tale om en lempelse af udlændingepolitikken, når udlændinge, der har mistet deres opholdgrundlag, fremover vil kunne få lov at blive i Danmark, hvis de har været i beskæftigelse i mindst to år.

Det stod klart under tirsdagens spørgetime, hvor statsministeren svarer på spørgsmål fra partilederne.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl brugte spørgetimen til at spørge ind til “ny opholdsordning på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning”, som er en del af den finanslovsaftale for 2020, som partierne i rød blok præsenterede i sidste uge.

Ordningen er et direkte opgør med den hjemsendelsespolitik, det såkaldte paradigmeskifte, som var en del af sidste års finanslov, som DF forhandlede på plads med VLAK-regeringen og som Socialdemokratiet støttede. Dengang blev det besluttet, at der skal lægges mindre vægt på tilknytningen til Danmark og det danske arbejdsmarked og mere vægt på tilknytning til hjemlandet, når flygtninge, familiesammenførte mv. får vurderet deres opholdsgrundlag. Men den regel bliver nu afskaffet.

I finanslovsaftalen står der, at udlændinge kan få lov at blive, hvis de har et job. Som der står i aftalen på side 23:

”Opholdsordningen skal give udlændinge mulighed for at blive i Danmark, mens de i beskæftigelse (…) Opholdsordningen vil sikre, at udlændinge, som allerede har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet, og derved bidrager til det danske samfund, får mulighed for fortsat at bidrage”.

Statsminister Mette Frederiksens spørgetime i Folketingssalen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019

Mette F: Man får ikke bare lov at blive

Dansk Folkeparti mener, at det er en klar lempelse, og DF-formand Kristian Thulesen Dahl forsøgte i spørgetimen at få statsministeren til at erkende, at udlændingepolitikken lempes.

Men det afviser Mette Frederiksen:

”Det er ikke korrekt, at der bare er nogen, der får lov til at blive. Det vi siger er, at vi holder fast i, at flygtninge, der ikke længere har et beskyttelsesbehov, de skal rejse hjem, hvis ellers forholdene tillader det. Men hvis man har været i beskæftigelse i nogle år i Danmark, og fortsat er i beskæftigelse, så kan man få lov til at blive, så længe man er i beskæftigelse. Så det er ikke sådan, at hvis man er på offentlig ydelse, og ens opholdsgrundlag som flygtning bortfalder, at så kan man blive i Danmark. Det synes jeg egentlig det er i orden,” svarede hun.

“hvis man har været i beskæftigelse i nogle år i Danmark, og fortsat er i beskæftigelse, så kan man få lov til at blive, så længe man er i beskæftigelse”

Statsminister Mette Frederiksen i Folketingets spørgetime

Kristian Thulesen Dahl: Sig nu, at det er en lempelse

Til det svarede Kristian Thulesen Dahl:

”Det er ikke mit ærinde at finde ud af, om statsministeren synes det er fornuftigt at ændre disse regler sammen med Det Radikale Venstre. For det har statsministeren allerede besluttet at det er. Mit ærinde er, at få statsministeren til at erkende, at når man laver disse ændringer, så lemper man udlændingepolitikken. For man lemper på vilkårene, så flygtninge, som egentlig skulle være sendt hjem, de nu kan blive i Danmark. Men regeringen vil ikke acceptere at sige til den danske befolkning, at man dermed lemper udlændingepolitikken. I stedet kalder man det en arbejdsmarkedsordning. Jeg synes statsministeren bliver nødt til at fortælle, at man lemper udlændingepolitikken,” sagde Kristian Thyulesen Dahl,

“Man lemper på vilkårene, så flygtninge, som egentlig skulle være sendt hjem, de nu kan blive i Danmark”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, i Folketingets spørgetime
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Konservative Folkepartis Søren Pape under statsminister Mette Frederiksens spørgetime. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Men statsministeren svarede, at hun ”står fuldstændig på mål for ændringerne”:

”I al respekt, kan vi så ikke diskuter indholdet i denne ordning. Hvis der er en arbejdsgiver, som siger, at her er en person, vi er glade for og som vi vil blive ved at aflønne, så kan personen blive i Danmark, så længe personen er i beskæftigelse. Ikke til evig tid. Det synes jeg nu ikke er så tosset en ide,” lød det fra Mette Frederiksen, som ikke mente, at ”der vil være tale om så mange”.

Debatten kan ses på folketings-TV her – det er ca. kl. 13.41.40.

Læs også: Slut med paradigmeskiftet: Her lempes udlændingepolitikken i ny finanslov