God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
Borgmester: Udviste Sjælsmark-familier kan bo på Langeland
Langelands SF-borgmester tilbyder at øen kan huse de familier, der skal flyttes fra Sjælsmark. Dansk Folkeparti afviser forslaget
SJÆLSMARK | Senest i april 2020 skal børnefamilierne på udvisningscenter Sjælland flyttes til et nyt udrejsecenter. Det besluttede regeringen og dens støttepartier for nogle uger siden. Endnu er det ikke besluttet, hvor familierne skal flytte hen – det har regeringen forpligtet sig til at fortælle i december – men forinden kommer der nu et konkret tilbud fra en kommune. Det er Langelands SF-borgmester Tonni Hansen, der i et interview med TV2 Øst tilbyder at Langeland kan huse det nye center.
»De skal have undervisning, og de skal kunne dyrke deres fritidsinteresser. Det er der, jeg mener, vi som lokalsamfund kan hjælpe,« siger Tonni Hansen til TV 2 Øst, i følge Jyllands-Posten.
Ideen får dog ikke opbakning hos DFs byrådsmedlem på Langeland, Kim Welcher. Han minder bl.a. om, at det blot er få år siden, at øens daværende asylcenter måtte lukkes efter sager med anklager om seksuelle overgreb på asylansøgere og dårlig ledelse.
»Vi har brugt to år nu på at komme af med det dårlige ry, vi har fået. Folk har ligesom glemt det, og så gudhjælpemig starter han (borgmesteren, red.) det hele forfra. Det vil give store udfordringer. Vi snakker om mennesker, der er dybt frustrerede. De er flygtet hertil og har været her i en årrække og har fået afslag på asyl,« siger Welcher til TV 2 Øst.
Forsvarsdirektør fik kontrakt forlænget, mens Rigsrevisionen undersøgte regnskabsrod
Direktøren for Forsvarets Ejendomsstyrelse fik forlænget sin åremålskontrakt midt under Rigsrevisionens undersøgelse, der har afsløret mulig fusk med kontrakter
FORSVARET | Samtidig med, at Rigsrevisionen var i gang med at større undersøgelse af Forsvarets Ejendomsstyrelse, der førte til en sønderlemmende kritik af styrelsen, fik direktøren i Forsvarets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, forlænget sin åremålskontrakt med fire år. Det skriver Altinget.
Rigsrevisionen iværksatte sin undersøgelse den 9. august, og den mundede fredag ud i en rapport, som afdækker mulig svindel med kontrakter i Forsvarets Ejendomsstyrelse for flere millioner kroner. Mens denne undersøgelse har stået på, fik Hans J. Høyer forlænget sin kontrakt med virkning fra 1. november. Beslutningen om denne kontraktforlængelse blev truffet i starten af september, oplyser ejendomsstyrelsens presseafdeling til Altinget.
SFs forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen undrer sig over forløbet:
“Det er betænkeligt, at der ikke har været fuld bevågenhed omkring, hvad der er foregået i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, da man forlænger direktørens kontrakt. Det er meget problematisk, at det først er noget, der kommer på dagsordenen og bliver en del af ministerens bevidsthed nu,” siger hun til Altinget.
Venstre vil nedsætte arbejdsgruppe, der skal kulegrave mulig svindel i staten
Venstre foreslår, at der nedsættes hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, der sklal kulegrave alle styrelser og ministerier for mulig svindel. DF bakker op
SVINDEL | Der skal nedsættes en »hurtigt arbejdende arbejdsgruppe«, f. eks under Rigsrevisionen, som skal kortlægge kontrollen med borgernes skattekroner og kulegrave alle styrelser og ministerier. Det foreslår Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen i Jyllands-Posten. Udmeldingen kommer efter flere sager om svindel i det offentlige – senest sagen om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Jakob Ellemann-Jensen mener, at statsminister Mette Frederiksen skal indkalde partierne til forhandlinger om “hvordan det kan sikres, at befolkningens tillid til det offentlige ikke kuldsejler fuldstændig”.
”Jeg forestiller mig en mere omfattende undersøgelse. Rigsrevisionen har en række andre opgaver, som den også skal udfylde, og for ikke at rive tæppet væk under den, så synes jeg, at vi politisk bør tage ansvar for det. Det kan også være, at vi skal finde ekstra ressourcer til det,« siger Ellemann-Jensen til Jyllands-Posten.
Forslaget bakkes op af Dansk Folkeparti, Konservative og Enhedslisten. Socialdemokratiet vil afvente.
Analytiker: Ydelseskommission kan udløse ballade om ydelser
Børsens politiske kommentator Helle Ib forudsiger, at regeringens nedsættelse af en ydelseskommission enten vil give ballade med støttepartierne eller udløse kritik om løftebrud fra de borgerlige
YDELSER | Der venter et opgør om ydelser til de fattigste, når regeringen om kort tid nedsætter den ydelseskommission, som skal komme med bud på erstatninger for bl.a. kontanthjælpsloftet. Det forudsiger Børsens politiske kommentator Helle Ib i en analyse.
Regeringen skal nemlig træffe et afgørende valg, når kommissionen skal nedsættes – et valg, som enten kan åbne en flanke overfor de borgerlige, eller omvendt give ballade med støttepartierne. Det sidste vil ske, hvis regeringen beslutter, at et nyt ydelsessystem ikke må svække arbejdsudbuddet og samlet set ikke må blive dyrere. Det vil provokere bl.a. SF, som klart har signaleret at kontanthjælpsloftet skal væk. Omvendt vil de borgerlige kunne kritisere regeringen for løftebrud, hvis regeringen tillader, at et nyt system kommer til at koste flere penge. Helle Ib vurderer, at S-regeringen vælger balladen med støttepartierne:
“Først når ydelseskommissionen, der skal arbejde i et år, bliver nedsat, får vi nærmere indblik i regeringens overvejelser. Men skal man følge linjen i de mange meldinger, der er kommet fra Mette Frederiksen og andre topsocialdemokrater, er et nærliggende gæt en kommission, der inden for de nuværende økonomiske rammer skal komme med forslag til forbedringer,” skriver hun.
POLITISK KALENDER – tirsdag den 10. december 2019
Kl. 13.00: 1. behandling af DF-forslag i Folketinget
Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager. Af Karina Adsbøl (DF) mfl.
TWITTER & FACEBOOK
Pia Kjærsgaard bringer en lille juleopfordring på Twitter: