Messerschmidt om Brexit-aftale: Storbritannien får både frihed og frihandel

0
3335
Premierminister Theresa May og EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker på et møde i Bruxelles onsdag i denne uge. Foto: REUTERS/Francois Walschaerts

Storbritanniens aftale med EU om Brexit er bedre end sit rygte, mener Morten Messerschmidt. Han spår, at andre EU-lande på sigt vil ønske at få lignende aftaler

Storbritannien står til at få en langt bedre aftale med EU, end det hidtil har været fremme i medierne. Det mener EU-parlamentsmedlem og folketingskandidat for DF Morten Messerschmidt, der har gennemlæst det udkast til politisk erklæring, som formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har rundsendt til medlemslandene forud for weekendens EU-topmøde, hvor aftalen med briterne skal underskrives.

”Det er ikke som jeg havde drømt om. Men det superinteressante ved aftalen er, at Storbritannien forbliver i en frihandelsaftale med EU, samtidig med at de kan lave deres egne frihandelsaftaler med andre lande, og får deres egen handelspolitik. De får lov til at stoppe for den frie bevægelighed af personer indenfor unionen og de får kompetencer tilbage på en stribe områder. Så jeg synes ikke aftalen helt har fået en fair behandling i offentligheden,” sagde Morten Messerschmidt, da han torsdag aften var gæst i Borgen Late Night hos de politiske kommentatorer Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen.

“Det superinteressante ved aftalen er, at Storbritannien forbliver i en frihandelsaftale med EU, samtidig med at de kan lave deres egne frihandelsaftaler med andre lande”

Morten Messerschmidt i Borgen Late Night
Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet og folketingskandidat for Dansk Fokeparti.

Vil gå hurtigere, end der først var lagt op til

Messerschmidt kan dog godt forstå, at den første aftale, som premierminister Theresa May forhandlede hjem med EU, blev mødt med kritik fra Brexit-tilhængere i Storbritannien. De føler sig snydt, fordi det går for langsomt.

”Det er også rigtigt. For i den aftale, som May lavede, åbnes der for, at overgangsordningen principielt kan løbe helt til århundredets udgang. Og så kan jeg godt forstå at man sidder tilbage med en vis skuffelse. Men nu har vi fået nogle andre tidsterminer frem de seneste dage, hvor man taler om 2-3-4 år, og det synes jeg er til at leve med,” siger Morten Messerschmidt til Borgen Late Night.

Til ditOverblik.dk siger Morten Messerschmidt om aftalen med Storbritannien (UK):

”Med aftalen grundlægges der et partnerskab om helt naturlige og nødvendige samarbejdspunkter som handel, sikkerhed, kriminalitetsbekæmpelse mv. Der er ingen tvivl om, at UK ikke længere er medlem af EU, men ligeså åbenlyst og fornuftigt er det, at UK og EU også fremover skal samarbejde om en række nødvendige ting,” siger han – og tilføjer:

”Påstandene om, at UK ikke vil kunne eksportere til EU, er gjort totalt til skamme. Til gengæld får UK på en række centrale områder suveræniteten tilbage”.

”Påstandene om, at UK ikke vil kunne eksportere til EU, er gjort totalt til skamme”

Morten Messerschmidt

Flere vil ønske at få aftale som Storbritannien

Morten Messerschmidt ønsker på sigt en dansk afstemning a la Brexit, og han spår, at Storbritanniens aftale vil vise sig så god for briterne, at andre lande vil få samme ønske:

“Jeg tror vi taler et perspektiv på fem, seks, syv år (før en dansk afstemning er relevant, red.). Vi er nødt til at se aftalen virke, og vi er nødt til at se at Storbritannien kan begå sig internationalt som en fri nation og få de fordele, der er ved det. Men når det er på plads, så tror jeg ikke bare, det er i Danmark – så tror jeg, at man vil sidde rigtig mange steder i EU og sige, at ‘hov, hvis det godt kan lade sig gøre at få en aftale og et fornuftigt samarbejde, og så stadig have sin frihed, som UK har fået, hvorfor skal vi så være lænket videre til Unionen,” sagde Morten Messerschmidt i Borgen Late Night.