Mens verden nærmer sig to millioner døde med Covid-19, er vaccinationerne nærmest gået i stå i Europa. Særligt den tyske kansler er rasende
Drømmen om en hurtig redning fra den dræbende virus har mødt den tyske virkelighed. Dårlig koordinering, en sundhedssektor uden mulighed for at kommunikere digitalt samt en voksende skepsis i befolkning har gjort situationen med alt for lidt vaccine meget værre. Mens vi herhjemme er bekymrede over, at vi endnu ikke har nået at vaccinere en procent, så har tyskerne dårligt nok fået fire promille af befolkningen vaccineret.
Til sammenligning nåede briterne det tal længe inden jul. I dag når Israel op på at have vaccineret mere end 1,4 millioner eller næsten tyve procent af befolkningen. Og USA nærmer sig dagen, hvor alle over 65 i det mindste har fået vaccinen tilbudt.
Situationen ydmyger den tyske regering og især kansler Angela Merkel. Med stigende smittetal overvejer tyskerne hårde indgreb – herunder et forbud mod at bevæge sig mere end 15 kilometer væk fra ens eget hjem. Forbuddet, der allerede er blevet døbt ’hundesnoren’, rammer hårdt i et land, hvor det at køre langt i en bil nærmest er en menneskeret.
“Med stigende smittetal overvejer tyskerne hårde indgreb – herunder et forbud mod at bevæge sig mere end 15 kilometer væk fra ens eget hjem”
Og med en række skandaler med vaccinationscentre, der står tomme – enten fordi der mangler vaccine eller fordi man har glemt at invitere borgerne indenfor – er regeringen presset. Kansleren holdt igen i dag topmøde med lederne af de 16 delstater. Tidligere møder har ikke bragt meget andet end at udstille de tyske politikeres manglende evne til at arbejde sammen.
Sundhedsminister degraderet
Indtil nu har sundhedsminister Jens Spahn alene haft ansvar for indkøb af vaccine. Men siden i går mandag er det Merkel selv, der sidder for bordenden. Sammen med et par af sine betroede mænd vil hun skaffe mere vaccine hurtigere – og sundhedsministeren får blot lov til at sidde med.
Spahn gælder som en af dem, der har gode chancer for at afløse Merkel, hvis hun faktisk en dag gør som lovet og træder tilbage. Men indtil nu har hun knust karrieren for mere end en håndfuld mænd, der alle satsede på at afløse eller direkte vælte hende. Derfor vejer hendes degradering af den ellers populære sundhedsminister tungt.
Kilder: RTL, Bild, Spiegel, Haaretz