Kristian Thulesen Dahl: Gjorde EU bevidst brexit svært for briterne?

0
2999
EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, viser den underskrevne samarbejds- og handelsaftale, 'Brexit-aftalen', mellem EU og Storbritannien, som trådte i kraft 1. januar 2021. Foto: REUTERS / Johanna Geron / Pool

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener, at medierne har forsømt at afdække EUs rolle i Brexit-forhandlingerne

Gjorde EU det sværere end nødvendigt for Storbritannien at melde sig ud?

Det har Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl en mistanke om, og han mener, at medierne har forsømt kritisk at afdække EU’s rolle i Brexit-forhandlingerne.

I et interview med Kristeligt Dagblad siger DF-formanden, at “den reelle kritiske journalistik” om Brexit har været fraværende i det forgangne år, hvor der generelt har været meget lidt fokus på Brexit.

“De dygtige journalister i Bruxelles, som så har dækket den smule, der har været, står i en rolle, hvor de nærmest er degraderet til at referere, hvad de hører fra EU-Kommissionen. Det er som om, at de almindelige journalistiske principper bliver sat ud af kraft, når det handler om EU, fordi det er uigennemskueligt og svært,” siger han.

“Det er som om, at de almindelige journalistiske principper bliver sat ud af kraft, når det handler om EU”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, til Kristeligt Dagblad
Premierminister Boris Johnson lader sig fotografere, efter at han på Storbritanniens vegne har underskrevet den 1246 sider lange handels- og samarbejdsaftale, ‘Brexit-aftalen’, med EU. Foto: Leon Neal / POOL / AFP

Har der været hævntørst med i billedet?

Kristian Thulesen Dahl mener, at kritiske journalister bør grave i, om der i EUs forhandlingslinje har været et element af, at det ikke skal være for nemt at melde sig ud.

“Spørgsmålet er, om der har været andet på spil end helt saglige kriterier, som har betonet EU’s forhandlingslinje, eller om der også har været en form for hævntørst efter at gøre det svært for briterne. Jeg siger ikke, at EU ikke ønskede at få en aftale, men nærmere, at det skulle fremstå meget svært for briterne,” siger han.

DF-formanden siger, at “det nager ham”, hvis EU-toppen har udnyttet den manglende EU-kritiske dækning i medierne.

“Det skal være en reel mulighed at kunne melde sig ud, hvis man nationalt mener, at det tjener ens interesser, og det skal briterne også have lov til,” siger Kristian Thulesen Dahl til Kristeligt Dagblad.