Menneskejagt på bombemanden fra Göteborg

0
1435
Eksplosionen fandt sted ved femtiden tirsdag morgen i en femetagers ejendom i Annedal i det centrale Göteborg. Foto: 9200 BJÖRN LARSSON ROSVALL/TT/Ritzau Scanpix

Svensk politi tror nu, at den ansvarlige for tirsdagens bombe i Göteborg boede i samme opgang som sine ofre

Ifølge svenske medier tror svensk politi ikke længere på, at den alvorlige eksplosion, som tirsdag ramte en femetagers beboelsesejendom i det centrale Göteborg, skyldes bandekriminalitet. Siden torsdag morgen har betjentene i stedet jagtet en mand, der ofte boede i ejendommen, hvor hans mor har en lejlighed. Boligselskabet har ønsket at smide hende ud, hvilket kan have udløst mandens vrede.

Deres hovedmistænkte, der er begæret fængslet in absentia, er en mand i slutning af halvtredserne. Kort før eksplosionen forlod han ejendommen. Vidner har sagt, at han opførte sig besynderligt og mistænkeligt da han tog af i den tidligste morgen.

Ved eksplosion blev mere end 20 naboer såret, fire af dem alvorligt. Politiet beskriver i dag ødelæggelserne som betydeligt værre end først antaget.

Brokkehoved

Svenske medier citerer politikilder, der kalder manden for trættekær og rethaverisk. Han har flere retssager kørende mod blandt andet det boligselskab, der ejer ejendommen, hvor hans mor bor. Han har tidligere været genstand for efterforskning fra politiet, fordi han har truet medarbejdere og ledere på det plejehjem, hvor hans mor opholder.

Noget af hans vrede skyldes, at han ikke fik lov til at besøge sin mor under pandemien. Han skal have forfulgt lederen af plejehjemmet på en bus efter arbejdet og råbt: ”Du driver min mor i døden; du holder min mor indespærret.” Han mødte også op på plejehjemmet og overfusede medarbejderne.

Politiet i Gøteborg fortsatte torsdag undersøgelserne efter tirsdagens eksplosion. Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix

Svenske medier skriver som sædvanligt ikke noget om mandens etniske baggrund. At dømme ud fra de ord, han er citeret for i politiets rapporter, taler han godt svensk og bruger ord som indfødte svenskere vil bruge. Samtidig kender han systemet godt nok til at kunne starte flere klagesager.

Så længe politikerne troede, at der var tale om bandevold, havde de travlt med at kommentere den. Socialdemokraternes formentlig næste formand, finansminister Magdalena Andersson, kalder det endda for et angreb på det svenske samfund. Hun fortsætter med at sige, at det er nødvendigt at mobilisere hele samfundet mod banderne.

Den konservative leder af oppositionen Ulf Kristersson gik et skridt videre. Han tog selv til Göteborg og besøgte gerningsstedet, hvor han ifølge ham selv har bekendte som bor. Efter at det nu ser ud til at være en svensk enspænder, der står bag bomben, er politikerne blevet mere tavse.

Kilder: SVT, GT, Expressen