Meningsmåling: Opgøret om højesteretsdommer gavner især republikanerne

0
1866
Brett Kavanaugh under høringerne i Senatets juridiske komite forud for sin udnævnelse til højesteretsdommer. Foto: AP Photo/Andrew Harnik, File, Pool

Ny meningsmåling skaber tvivl om den gængse forestilling, at valget af den kontroversielle Brett Kavanaugh vil gavne demokraterne ved midtvejsvalget i november. Målingen fra Rasmussen Reports viser, at hele sagen har vakt så stor vrede blandt republikanerne, at de i højere grad vil stemme

Egentlig vandt de opgøret om den ledige og vigtige plads som dommer ved den amerikanske højesteret, men behandlingen af deres kandidat har i den grad galvaniseret de republikanske vælgere, og de vil i højere grad end demokratiske vælgere møde op for at stemme. Det er hovedkonklusionen i en ny, stor meningsmåling fra det anerkendte institut med det danske navn, Rasmussen Reports.

Forskellene er markante: 72 % af dem, der kan forventes at stemme på republikanere, er rigtig vrede over den måde hvorpå Kavanaugh blev behandlet på. Til sammenligning er mindre end halvdelen af de demokratiske vælgere (48 %) vrede over den måde, hans kritikere blev behandlet på. Og da flere republikanske vælgere dermed vil stemme, rykker det på det store billede.

Meningsmålingen siger ikke noget om, hvad det betyder mest: om republikanerne blot er blevet opildnet af deres sejr ved valget af Kavanaugh eller om det er vreden over den måde, han undervejs blev udstillet på, der gør udslaget. Rasmussen Reports skriver selv om meningsmålingen, at hele kommer til at afhænge af valgdeltagelsen.

Sætter demokraterne tilbage

Konsekvensen af dette skift er stort. Rasmussen Reports har længe forventet, at demokraterne samlet vil gå fem procent frem ved det kommende valg. Med skiftet her er dette forspring fordampet. Republikanerne kan dermed skrive historie ved at klare sig godt ved et midtvejsvalg, hvor det siddende regeringsparti næsten altid går tilbage.

De fleste medier i USA fremhæver en anden side af historien. Deres kilder fortæller dem, at demokraterne vil stå stærkere, fordi særligt kvinderne er oprørte over valget af en dommer, der i sine unge dage drak sig fuld og måske opførte sig mere end upassende. Og senest har det populære sanger Taylor Swift blandet sig til fordel for demokraterne, hvilket ser ud til at have fået flere unge til at registrere sig og bede om et valgkort.

Men det er ikke første gang, at Rasmussen Reports går imod strømmen. Mens mange medier stolede på deres egne meningsmålinger forud for sidste præsidentvalg og forventede en sejr til Hillary Clinton, sagde meningsmålingerne fra Rasmussen Reports allerede uger inden valget, at Donald Trump var favoritten.