Meningsmåling: Alt andet end Trump

0
4264
Donald Trump fotograferet ved et møde torsdag i Washington. Foto: REUTERS/Kevin Lamarque

Stadig flere amerikanere har tænkt sig at stemme imod Donald Trump ved præsidentvalget i november. Men de bryder sig ikke særligt om hans sandsynlige udfordrer, Joe Biden.

Der er nu en lille flertal af de amerikanske vælgere, der vil noget andet end Donald Trump. En meningsmåling fra Rasmussen Reports viser, at 51 procent vil stemme imod Trump og kun 44 procent for ham. Andre målinger viser et tilsvarende billede, men rapporten fra Rasmussen Reports viser også baggrunden: amerikanerne gider ikke længere deres præsident.

Næsten to ud af tre adspurgte vælgere (63 procent) siger, at deres modvilje mod Trump er afgørende. De vil stemme på hvem som helst, der stiller op imod Trump – uanset kvaliteter og partifarve. Det tilsvarende tal var 50 procent tilbage i januar.

Joe Dementia

Det er godt nyt for den demokratiske veteran Joe Biden, der har samlet nok valgmandsstemmer under sit partis forvalg til at blive kåret som partiets kandidat ved konventet i delstaten Wisconsin i august. Men stadig flere tvivler på Bidens evner – hele 38 procent af vælgerne tror, at han lider under en eller anden form for demens. Og næsten to ud af tre synes, at det er på tide, at han selv siger noget om rygterne.

38 procent af de amerikanske vælgere tror, at Joe Biden lider af en eller anden form for demens. Foto: REUTERS/Kevin Lamarque/File Photo

Men på trods af hans mulige alderssvækkelse og en valgkampagne, der nærmest har været usynlig, går stemmerne hans vej. Simpelthen fordi så mange har fået nok af Trump, der i meningsmålinger står til bare lidt over fyrre procent af stemmerne. En modvilje, der i amerikanske medier beskrives som en perfekt storm, hvor flere faktorer rammer ham samtidig:

  • Trump tog fejl af corona virus. Først tog han det ikke alvorligt, og da USA så senere viste sig at være det hårdest ramte land i verden med nu over 134.000 døde, så gik han i gang som sin egen enmandshær. Problemet for ham er, at krisen er så omfattende, at han ikke kan gøre meget andet end skælde ud via Twitter og hans egne forslag rækker ikke til at bremse sygdommens rasen.
  • It is the economy, stupid. Citatet fra Bill Clintons succesfulde kampagne i 1992 viste, hvordan han den gang ville bruge den svage økonomi mod den siddende republikanske præsident, George H. Bush. Og parallellen er tydelig: hvor økonomien længe var med Donald Trump, går det den anden vej under corona krisen og alene i sidste uge meldte mere end en million amerikanere sig arbejdsløse.
  • Han ligner en taber. Han virker træt og altid bagefter begivenhederne. Og da han for nylig vendte tilbage fra et af sine omstridte vælgermøder, fangede en fotograf i en lidet flatterende situation med løst slips, selvbruner på skjortekraven og et opgivende udtryk.

Kilder: Rasmussen Reports, New York Times, Washington Post, Huffington Post