Mænd hædrer mænd for ligestilling i Forenede Arabiske Emirater

0
4736
Vicepræsidenten for De Forenede Arabiske Emirater, Dubais leder Sheik Mohammed bjn Rashid al-Maktoum, har uddelt priser til personer, der har fremmet ligestilling i den arabiske stat i Golfen. Nu hånes Emiraterne på internettets sociale netværk, for vicepræsidenten, der også er magtfuld leder i Dubai, har udelukkende givet priser til mænd. Foto: Dubai Media Office /Ritzau Scanpix

Forenede Arabiske Emirater har uddelt den årlige pris til statslige institutioner, der har gjort det særlig godt, når det gælder fremme af ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet. Priserne er gået til …. mænd 

”Wow, der er virkelig tale om diversitet dér. En af mændene har en grå skjorte på”.

Sådan lyder en af mange twitter-kommentarer, der gør grin med Forenede Arabiske Emirater, som mandag hyldede de store fremskridt, som der gøres for ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet i ørkenstaten.

For tjek lige billederne fra søndagens uddeling af ligestillingspriser:

Ud af fire priser, som Dubais leder Sheik Mohammed bjn Rashid al-Maktoum, der er vicepræsident i Forenede Arabiske Emirater, overrakte, var der kun…. nåh nej, ingen… kvinder overhovedet blandt modtagerne.

”Er det et satirisk indslag,” er der en anden Twitter-bruger, der vil vide.

Priserne uddeles i kategorierne “bedste statslige enhed, der støtter ligestilling mellem kønnene” og “bedste føderale myndighed, der støtter ligestilling mellem kønnene” samt “Bedste kønsbalanceringsinitiativ”. Modtagerne er blandt andet Finansministeriet og HR-ministeriet, der alle er repræsenteret ved mænd. I følge emiraterne var der dog kvinderne blandt modtagerne, da priserne blev uddelt sidste år.

”Vi er stolte af den succes, som emiraternes kvinder oplever og den rolle, som kvinder spiller for udviklingen af vores land. Kønsbalance er en blevet en søjle i vores samfunds institutioner,” lyder det i en officiel erklæring om prisuddelingen.

Foto: KARIM SAHIB/Ritzau Scanpix

Længst fremme med ligestilling

Trods latterliggørelsen på de sociale medier, kan Forenede Arabiske Emirater godt ranke ryggen lidt, når det gælder ligestilling. Ifølge The Guardian har en FN-rapport fremhævet emiraterne som det land i Golf-regionen, der er kommet længst i forhold til kønsmæssig balance på arbejdsmarkedet. I 2015 var der 135.000 kvinder på arbejdsmarkedet i emiraterne – i 1975 var der bare 1.000. 43 procent af kvinderne har en bachelor-uddannelse, mens kun 23 procent af mændene har en bachelor.

Ifølge menneskerettighedsgrupper er der dog fortsat massive problemer med diskrimination af kvinder. Mænd står stærkere juridisk i forbindelse med ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed over børn, og mænd har lov til at slå på kvinder i familien, hvis det sker inden for grænserne af de islamiske love.

FAKTA: FORENEDE ARABISKE EMIRATER

Forenede Arabiske Emirater er et olierigt ørkenland på den sydøstlige del af den Arabiske Halvø. Landet er en føderation af syv emirater: Abu Dhabi, Ajman, Dubai, Fujairah, Ras Al Khaimah, Sharjah og Umm Al Quwain. Hovedstaden er Abu Dhabi, mens Dubai er den største by.

Kilde: Wikipedia.com