Theresa Mays position er styrket efter syv afstemninger i det britiske parlament tirsdag aften. Problemet er bare, at EU afviser at forhandle videre
Det kunne ikke være gået bedre for den britiske premierminister i aftes. Undervejs fik hun overraskende stor opbakning og resultaterne styrker hende i eventuelle forhandlinger med EU. Måske mest vigtigst er, at hendes eget konservative parti er mere forenet end det længe har været.
Grunden er allerede blevet døbt Malthouse-forliget – opkaldt efter Kit Malthouse, der er boligminister og ikke mindst en fortaler for Brexit. Det er lykkedes ham at samle både fortalere og modstandere af Brexit om en praktisk tilgang til Brexit. Planen tager afstand til et farvel til EU uden aftale og sikrer mere tid til forhandlinger.
Malthouse har tidligere været næstkommanderende hos den kontroversielle konservative politiker Boris Johnson, da han var borgmester for London. Johnson, der flere gange har markeret sin vilje til at afløse May, har ikke spillet nogen videre rolle i at samle partiet.
Nej fra Bruxelles
I mens de britiske konservative nyder den genfundne fred, øver de britiske medier sig i at skrive fransk. Rien ca change er et udtryk, der går igen og igen – lånt fra kasino-verdenen, hvor det betyder, at man ikke kan gøre nye indsatser. Og sådan ser det ud fra Bruxelles, hvor man ikke er indstillet på nye forhandlinger med Storbritannien.
Blot minutter efter Mays sejr tirsdag aften tikkede der et brev ind hos journalister og alle andre, der interesserer sig for EU. Hovedbudskabet fra Donald Tusk, der som præsident for ministerrådet skal samle de andre 27 EU-lande for eventuelle nye forhandlinger, er, at Storbritannien ikke kan få et bedre tilbud end det, der ligger på bordet.
Derfor har selv de bedste britiske journalister svært ved at komme med et sikkert bud på vejen frem. Flere forsøger sig her til morgen med at beskrive en ordentlig vej ud af den anspændte situation, men ingen af dem kan komme uden om behovet for en klarere aftale om overgangsperioden – det såkaldte backstop. Derfor ender de typisk deres artikler med at skrive: det kan også ende helt anderledes.