Kortere skoledage for de yngste og mere sprog og historie

0
2042
Finansminister Kristian Jensen (V), Axel Ahrendtsen (DF) og Merete Riisager (LA) ved pressemøde foran Finansministeriet, da Folkeskoleaftalen blev præsenteret. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019

Bredt flertal med i aftale om justering af folkeskolereformen. Dansk Folkeparti glæder sig bl.a. over udsigten til kortere skoledage for de yngste og sprog, historie og billedkunst styrkes. Der bliver også bedre rammer for konfirmationsforberedelsen

Kortere skoleuger og flere timer med sprog, historie og billedkunst. Danske skoleelever har udsigt til en lidt anden hverdag, efter at et bredt politisk flertal onsdag kunne præsentere en aftale om en justering af folkeskolereformen.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF er med i aftalen, og den indeholder både penge og flere timer til udvalgte fag:

Den understøttende undervisning får tilført 128 millioner kroner mere i 2019, 283 millioner kroner i 2020 og 249 millioner kroner i 2021

90 ekstra fagtimer tilføres årligt til fremmedsprog i 5. klasse, billedkunst i 6. klasse og historie i 9. klasse.

Derudover indeholder aftalen disse elementer:

  • Kortere skoleuge i indskolingen
  • Forenkling og klare rammer for anvendelsen af paragraf 16 b*
  • Styrket læseindsats
  • Reduktion af nuværende faglige bindinger for undervisningen
  • Færre vikarer og justeret kompetencedækningsmålsætning
  • Kanonlister og styrket fokus på Rigsfælleskab
  • Udvidet kompetence til skolebestyrelser ved ansættelse af skolens leder
  • Mulighed for toårig valgperiode for forældrerepræsentanterne til skolebestyrelsen
  • Forenkling af elevplanen
  • Evaluering af de nationale test
  • Øget didaktisk frihed og styrket professionel dømmekraft i folkeskolen

*)  Paragraf 16 b giver kommunerne mulighed for at afkorte undervisningstiden ved at konvertere den understøttende undervisning til flere voksne i fagundervisningen

Undervisningsminister Merete Riisager siger om aftalen:

”Med aftalen får folkeskolerne nu en større lokal frihed, så det bliver op til den enkelte skole og kommune at indrette en skoleuge, der passer til deres elever. Den beslutning bor bedst hos dem, der kender eleverne og de lokale behov, frem for på Christiansborg. Med flere fagtimer, en bred læseindsats og færre vikartimer understreger vi, at fagligheden i folkeskolen stadig har brug for fokus,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Alex Ahrendtsen (DF), Kristian Jensen (V), Birgitte Jerkel (C) og Nikolai Wammen (A) ved Doorstep pressemøde efter de afsluttende forhandlinger om justering af folkeskolereformen i Finansministeriet, onsdag den 30. januar 2019. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019

Rigsfællesskabet på skemaet

Hos Dansk Folkeparti glæder skoleordfører Alex Ahrendtsen og undervisningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl sig over “mange gode justeringer” i aftalen:

”Der bliver blandt andet mulighed for kortere skoleuge, og vi styrker sprog, historie og billedkunst. Vi er tilfredse med, at rigsfællesskabet kommer på skemaet, at understøttende undervisning kan konverteres til konfirmationsforberedelse, og at vi forenkler brugen af to-voksenundervisning i paragraf 16b”, siger de i en fælles udtalelse.

SFs skoleordfører Jacob Mark mener, at aftalen kommer elever og forældre i møde:

“Jeg er rigtig glad for, at vi lytter til de mange børn og forældre, der har råbt op om, at skoledagen var blevet for lang. Leg, kammerater, sport og hygge er mindst ligeså vigtige de første år i skolen, og nu sikrer vi altså en lidt bedre balance mellem den tid, der er i skolen, og den tid, der er børnenes egen,” siger Jacob Mark.

Hele aftalen kan læses her: Aftale om folkeskolen