Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth forstår ikke nogle danske politikeres begejstring for den franske præsident Emmanuel Macron, som tirsdag-onsdag er på officielt besøg i Danmark. ”Hans holdninger er i total modstrid med Danmarks interesser,” mener Berth
Frankrigs præsident Emmanuel Macron og hans hustru Brigitte er i disse timer på det første, franske statsbesøg i Danmark siden 1982.
Men selv om det er et festklædt København med flag på busser og officielle bygninger, der tager imod det franske præsidentpar, så har besøget ikke fået hede, franske følelser til at vælte op i Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth. Tværtimod:
”Det er sjældent jeg har lyst til at demonstrere mod en anden politiker. Men det har jeg i dag, hvor @EmmanuelMacron besøger Danmark. Han er @oestergaard på speed med sine vilde krav om at alle EU-lande skal med i euro, fælles forsvar, crazy udlændingepolitik osv. #dkpol,” skrev DF-ordføreren tidligere på dagen på twitter.
Så mens Macron og fru Brigitte kørte fra lufthavnen til Kastellet, hvor de som første punkt på det 30 timer lange besøg skulle nedlægge en krans, så tog ditOverblik.dk fat i Kenneth Kristensen Berth for at høre, hvorfor søren han har så meget imod den franske præsident.
Hvad er det med Macron, som direkte giver dig lyst til at demonstrere imod ham?
”For mig er han en ekstremt elitær franskmand, der har et politisk udgangspunkt, som er totalt i modstrid med det, Dansk Folkeparti står for, men også i total modstrid med holdningen hos mange danskere, der går ind for EU,” siger Berth – og uddyber:
”Macron ønsker sig et EU, hvor det er Tyskland, Frankrig – og tidligere også Italien – som udstikker retningen for, hvor EU skal bevæge sig hen. Så må de andre lande bare følge efter. Det skriver han eksplicit i sin bog. Det kan selv en dansk EU-tilhænger ikke synes om, og derfor forstår jeg ikke den Macron-begejstring, som nogen danske politikere er grebet af. For det er helt sikkert, at Macrons politik ført ud i livet, vil være til skade for Danmark”.
“Macron har en one-size-fits-all-filosofi for EU. Alle skal være med i alt. Han har ingen respekt for de mindre lande og er helt ligeglad med vores forbehold,” mener Kenneth Kristensen Berth.
“Tror ikke Løkke kan flytte ham”
Den franske præsident var først til frokost hos den kongelige familie på Amalienborg, og derefter havde han et møde med Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet. Senere i dag mødes Emmanuel Macron med Folketingets formand Pia Kjærsgaard og med repræsentanter for folketingets partier. I aften er der gallamiddag på Christiansborg Slot.
Hvis du skulle rådgive Lars Løkke Rasmussen, hvad burde han så sige til Macron?
”Så skulle han sige: Macron, det der EU, du forestiller dig, det køber vi ikke ind på her i Danmark. Det vil jeg aldrig kunne overbevise danskerne om,” siger Kenneth Kristensen Berth – og fortsætter:
”Men jeg tror ikke, at Løkke kan flytte ham. Hans synspunkter er totalt indgroede. Det positive er så, at han er ikke en, der skaber så mange venner ude omkring. Han er sådan lidt løsrevet fra virkeligheden. Hans ambition for EU, vil han få meget svært ved at gennemføre, for han har få alliancepartnere”.
Argument-resistente
Det kan jo være, at han bliver inspireret under sit besøg i Danmark?
”Det tror jeg ikke. Mine erfaringer med folk fra en marche-bevægelsen (Macrons politiske bevægelse, red.), som jeg har mødt et par stykker af, det er, at de er totalt argument-resistente. De føler, at de har monopol på sandheden. Så jeg tror ikke der kan flyttes noget,” siger Kenneth Kristensen Berth.
Det er det første officielle franske statsbesøg i Danmark siden 1982. Besøget fortsætter onsdag, hvor Emmanuel Macron skal til et møde i Dansk Industri, hvor også Kronprins Frederik deltager. Sideløbende skal præsidentfruen Brigitte Maron og Kronprinsesse Mary på besøg på Rysensteen Gymnasium i. Derefter er der et møde på Glyptoteket, hvor kulturminister Mette Bock deltager, og onsdag eftermiddag slutter det franske visit med et såkaldt retur-arrangement i Skuespilhuset, inden turen går mod lufthavnen.
Skulle Macron i øvrigt savne lidt opbakning, under sit besøg, kan han læse dagens Politiken. Her byder avisen ham velkommen med en leder på forsiden, der har overskriften “Lær af Macron”…