DFs sundhedsordfører kritiserer regeringen for manglende information om smitte i indvandrerkredse. ”Det virker som om, at der er en berøringsangst,” siger Liselott Blixt til TV2 News
Regeringen tager ikke problemet med coronasmitte i indvandrerkredse alvorligt nok. Det mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt.
Nye oplysninger viser, at op mod 70 procent af alle nye smittede i Danmark har en anden etnisk baggrund end dansk. Men regeringen har ikke gjort ret meget for at finde ud af, hvorfor smitten er så udbredt i indvandrerkredse, mener Liselott Blixt:
”Det er dybt bekymrende, at 70 procent af dem, der er smittede, har en anden oprindelse end dansk. Der bør man selvfølgelig vide, hvordan det er opstået. Er det, fordi man har en anden adfærd? Er det, fordi man ikke forstår sproget? Eller fordi man har et arbejde, der gør, at man er i særlig risiko? Der er mange teorier om, hvorfor det forholder sig, som det gør, men vi kan ikke yde den rette indsats, før vi ved, hvad der ligger til grund for problemet,” siger hun til TV2 News.
Eidfester og begravelse
De seneste coronaudbrud er især opstået to steder: Blandt polske slagteriarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted, og i det somaliske miljø i Aarhus.
Et internt notat fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som flere medier er i besiddelse af, vurderer, at smittespredningen i Aarhus-området kan være sket via en række muslimske eid-fester og begravelsen af den somaliske rapper Shmur, som tiltrak op mod 500 deltagere.
Liselott Blixt savner dog mere konkret viden end ”løse udsagn” om eidfester og en begravelse:
”Når man spørger, får vi ikke svar, så det virker som om, at der er berøringsangst, fordi det er mennesker, der er af anden etnisk baggrund end dansk. Det er et kæmpestort problem. Er det, fordi de har gået og krammet og kysset hinanden, er det, fordi de ikke forstår, at der er en coronavirus, man skal passe på? Det, synes jeg faktisk, er meget vigtigt,” siger Liselott Blixt til TV2 News.
Hun mener, at der skal sættes mere håndfast ind for at begrænse smittespredningen:
”Jeg er klar til at indføre tvungen isolation, hvis de ikke forstår alvoren af at holde sig inden døre. Man skal i det hele taget blive hjemme, hvis man er testet positiv eller føler sig syg,” siger Liselott Blixt til TV2 News.
Læs også: Eidfester og begravelse mistænkes for at sprede coronasmitte