Ingen ved om udenlandske arbejdere lader sig coronateste

0
1822
Danish Crown slagteri i Ringsted er ramt af et coronaudbrud, som især har spredt sig blandt polske ansatte. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Næsten 3000 udlændinge kom til Danmark for at arbejde i perioden 2. juli til 4. august. Men ingen aner, hvor mange der er blevet testet for coronavirus. Det afslører Fagbladet. Bent Bøgsted (DF) mener, at test skal være et krav for udenlandske ansatte

Hvor mange af de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, bliver testet for coronavirus? Det kan hverken Statens Serum Institut (SSI), Sundhedsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet eller Styrelsen for Patientsikkerhed svare på. Det skriver 3Fs Fagbladet.

Siden 2. juli har indrejsende arbejdskraft kunnet lade sig teste for coronavirus. Men testen er frivillig, og ingen myndigheder ved, hvor mange der benytter sig af muligheden.

I følge Fagbladet alt kom i alt 2.915 udenlandske arbejdstagere fordelt på 822 firmaer til Danmark i perioden 2. juli til 4. august. 447 af disse kom fra Polen, som dermed tegner sig for den største andel.

Oplysningerne kommer i kølvandet på det store smitteudbrud på Danish Crowns slagteri i Ringsted. Her er ca. 120 medarbejdere blevet smittet. De fleste af disse er polske slagteriarbejdere.

Forsker efterlyser overblik

Det manglende overblik over antal testede, bekymrer forskere.

“Det er uhensigtsmæssigt, hvis man ikke har et overblik over, hvor mange der bliver testet,” siger Christian Wejse, forsker i global sundhed og infektionssygdomme, til Fagbladet.

“Vi er ved at nå op på et ret betydeligt antal smittede personer i samfundet, og set i lyset af de mange smittede i Ringsted bør myndighederne opprioritere indsatsen for at teste og smitteopspore, også hos migrantarbejdere, siger Christian Wejse.

Bøgsted: Skal coronatestes ved grænsen

Står det til Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, skal det ikke være frivilligt om udlandske arbejdere vil lade sig teste, når de kommer til Danmark:

“Udenlandske arbejdere, der vil ind i Danmark for at arbejde, skal testes ved grænsen. Vil de ikke være med til det, eller er de smittet med corona-virus, skal de i karantæne eller sendes hjem,” siger Bent Bøgsted til Fagbladet.

Læs mere i Fagbladet her