Libyer på afveje: Nåede til Danmark i stedet for Italien

0
1544
Skal man tro en libysk migrant, som blev stoppet ved den dansk-tyske grænse, så var han egentlig på vej fra Ungarn til Italien. Arkivfoto

Han var undervejs på cykel – angiveligt for at besøge venner i Italien – men i stedet blev han stoppet af det danske politi ved grænsen

Mandag fortalte politiet i Flensborg om en libysk migrant, der angiveligt var på vej til Italien fra Ungarn – men som ’var kommet til’ at køre til den danske grænse i stedet for til Italien. For han ville gerne have det tyske politi til at tro på at han egentlig bare ville ned og se til nogle venner. Men da han hverken havde en mobil eller et vejkort på sig, var han altså efter fire dage helt tilfældigt endt ved den danske grænse

Politiet i Flensborg bekræfter overfor ditoverblik.dk, at manden blev tilbageholdt, da han cyklede langs motorvejen. Han blev stoppet tæt ved den slesvigske by Ellund, men på den danske side. Derefter blev han sammen med sin damecykel afleveret til de tyske kolleger.

Politiet i Flensborg vil ikke sige, om de tror på hans fantastiske historie. Men i deres pressemeddelelse om sagen sætter politiet dog det, at han var kommet til at køre forkert vej, i anførselstegn.

Returbillet

Og hvad skete der så efter den eventyrlige rejse, der ifølge manden selv havde taget fire dage og som mindst har været på 1200 kilometer – hvis han da ellers kørte den lige vej mod Flensborg? Jo, for god ordens skyld fik han en sigtelse for at være kommet ulovligt ind i Tyskland. Derefter forklarede betjentene, hvor han skulle tage hen for at søge asyl.

Derefter satte betjentene ham på toget sydpå fra Flensborg. Hvad der skete med damecyklen, melder historien ikke noget om.