Først ville Jeremy Corbyn vælte Theresa May efter hendes nederlag i afstemningen om Brexit. Da det ikke lykkedes, prøver Labours leder nu at blokere for forhandlinger om en ny Brexit plan
Parlamentet har pålagt regeringen at komme op med en ny Brexit plan på blot tre dage. Derfor har premierminister Theresa May inviteret de andre ledere af partierne i det britiske parlament til forhandlinger. Men Labours leder kræver, at hun på forhånd erklærer, at en såkaldt hård Brexit ikke kan komme på tale.
Dermed blokerer Labours omstridte leder reelt for forhandlinger, der kunne sikre en bredere opbakning til en Brexit plan. Uden det er nye forhandlinger med EU udelukket. Jeremy Corbyn har brugt dagen på at udbygge sit angreb på May ved at holde offentlige taler og skrive til premierminister, at han står fast på sin position.
Corbyn bliver dog undsagt af de andre partier i regeringen – og også enkelte af hans egne partimedlemmer. Det liberale parti, der er det næststørste i oppositionen målt efter stemmetal, går videre og siger, at de ikke en anden gang vil støtte en mistillidsdagsorden fra Labour og Corbyn. Det nordirske parti DUP, der er en del af regeringens parlamentariske grundlag, gør direkte grin med Corbyn, da hans krav klart vil svække en britisk forhandling med EU.
Den britiske premierminister har selv kaldt Corbyns opførsel for skuffende. Hun fremhæver, at hun allerede har holdt frugtbare samtaler med de liberale demokrater samt med de skotske og walisiske partier. Samtidig har flere af Labours egne medlemmer af parlamentet undsagt hans stædighed.
Engelsk bulldog
Corbyn er kun en af de udfordringer, der venter Theresa May over denne weekend, hvor hun skal have en ny Brexit plan klar. På tirsdag skal parlamentet diskutere og stemme om denne plan B, der kan danne grundlag for nye forhandlinger. Her er udfordringen for premierministeren at finde et kompromis, der kan accepteres af et flertal i parlament og som har bare en chance for at blive accepteret af de 27 andre EU-lande.
May bliver samtidig selv set som en del af problemet. Hun har undervejs vundet en del sympati især blandt sine egne for sin bulldog-agtige stædighed og vilje til kæmpe videre selv efter gentagne nederlag. Men undervejs har hun ikke vist hverken megen vilje eller evne til at lytte og forhandle med andre.