DF skyder igen mod naturfredningsforening: Misvisende kampagne mod DF

0
2716
Danmarks Naturfredningsforenings kampagne mod forslaget fra Dansk Folkeparti om at give flere organisationer ret til at rejse fredningssager.

Danmarks Naturfredningsforening har på søndag arrangeret demonstrationer over hele landet under overskriften ”Fredninger i fare”. Kampagnen er vendt mod et forslag fra DF, som skal 1. behandles i næste uge. ”Misinformation,” mener DFs miljøordfører Pia Adelsteen

”Hjælp os med at forsvare Danmarks fredning”. Under den overskrift har Danmarks Naturfredningsforening (DN)  på søndag indkaldt til demonstrationer 41 steder i landet. Anledningen er et forslag fra Dansk Folkeparti, som skal førstebehandles i Folketinget i næste uge. Ifølge DN vil forslaget fratage organisationens ret til at foreslå fredninger. Men det er en helt forkert udlægning, siger Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen, der også er formand for Folketingets miljø- og fødevareudvalg.

”Vores forslag går i hovedtræk ud på tre ting. Vi vil også give andre grønne organisationer end DN mulighed for at foreslå fredninger. Vi ønsker at fredningsforslag skal rejses sammen med enten kommune eller stat, og så ønsker vi at grundejeren skal informeres fra starten, når man ønsker at starte en fredningssag,” siger Pia Adelsten.

“Urimeligt overfor lodsejeren”

Danmarks Naturfredningsforening har siden 1937 haft en eksklusiv ret til at rejse fredningssager. Det kan i princippet ske uden at informere den berørte grundejere, som derfor først hører om fredningsforslaget, når det offentliggøres. Det mener DF er urimeligt.

”Det er ikke rimeligt, at en grundejer, som har passet så godt på sin natur, at DN synes den skal fredes, først skal høre om det når fredningsforslaget offentliggøres. Grundejeren hænger jo på udgiften til advokat eller anden hjælp, hvis vedkommende er uenig i fredningsønsket,” siger Pia Adelsten.

På samme måde hænger kommunen på udgiften, hvis DN eksempelvis foreslår, at en fredning skal følges op med en offentlig sti eller vej i området.

”Derfor synes vi, at de folkevalgte politikere, som skal træffe beslutning om brug af skattekroner til f.eks. en sti, skal være med til at sige god for fredningsønsket. Det er mest demokratisk. Og hvis ikke en kommune ikke vil medvirke til en fredning, så er der en mulighed for at gå til folketinget,” siger Pia Adelsten.

Pia Adelsteen er miljøordfører for Dansk Folkeparti og formand for Miljø- og Fødevareudvalget. Foto: Steen Brogaard

DN: Massiv svækkelsen af naturbeskyttelsen

Danmarks Naturfredningsforening rejser i dag syv ud af 10 fredningssager. Foreningen skriver på sin hjemmeside, at hvis Dansk Folkepartis forslag vedtages af folketinget, vil der stort set ikke blive rejst fredninger af natur og kulturhistoriske værdier i fremtiden:

”Størstedelen af alle fredninger bliver kun foreslået og gennemført, fordi Danmarks Naturfredningsforening rejser fredningsforslagene. Hvis vi ikke længere har retten til selvstændigt at foreslå fredninger, vil det betyde en massiv svækkelse af naturbeskyttelsen i Danmark. Det vil stort set være slut med naturfredninger i fremtiden,” siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, til dn.dk.

”Vi kan altså kun foreslå fredninger, men ikke selv beslutte dem. Vi er blevet givet retten til at foreslå fredninger, for at sikre en part til entydigt at varetage naturens interesse. Hvis vi mister den ret, vil naturen ikke længere have en stemme i fredningssystemet, og det vil gå helt konkret betyde mindre fredet natur i fremtiden,” fortsætter hun.

Pia Adelsteen har svært ved at se, at Dansk Folkepartis forslag vil føre til færre fredninger:

”Hvorfor skulle det det? Vi vil give flere organisationer mulighed for at rejse fredningssager, og det er jo ikke sådan, at politikere ikke interessere sig for naturen. Så hvis Danmarks Naturfredningsforening mener, at en fredning er vigtig, er jeg da overbevist om, at der også vil være lokale politikere eller folketingsmedlemmer, som synes det er fornuftigt”.

Danmarks Naturfredningsforening har startet en underskriftsindsamling mod DFs forslag.

Underskriftsindsamling mod DF-forslag

Foruden søndagens demonstrationer har DN startet en underskriftsindsamling imod DFs forslag. Fredag havde 31.697 skrevet under på at ”sige nej til at svække miljøbeskyttelsen i Danmark”.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen meldte kort før jul ud, at regeringen ikke støtter Dansk Folkepartis forslag. Så lige nu har Dansk Folkeparti ikke opbakning i Folketinget til sit forslag. Alligevel har DN altså startet en større kampagne mod forslaget.

”Jeg er lidt overrasket over, at Danmarks Naturfredningsforening lægger så mange kræfter i at kæmpe imod vores forslag. Vi må åbenbart have ramt en nerve. Jeg synes jo det er fint, at DN er høringsberettiget, men når de laver sådan en kampagne, skulle de måske overveje at stille op som politisk parti,” siger Pia Adelsteen.

DFs forslag kan læses her: 20181_b48_som_fremsat

Danmarks Naturfredningsforening har indkaldt til demonstrationer her.

Læs også: DF vil bryde naturfredningsforenings monopol på fredningssager