Millioner af kristne er flygtet fra forfølgelse i deres hjemlande de seneste to årtier. Muslimsk-dominerede lande topper listen, mens lande som Kina og Indien øger presset på de kristne mindretal
Weekendens terrordrab på mindst 20 kristne i det vestafrikanske land Burkina Faso er kun den yderste top af et bjerg af forfølgelse og vold mod kristne. I landet selv har der det seneste år været mere end 1300 drab – og kristne synes at være i forreste række af ofre. Og verden over stiger antallet af angreb mod kristne i en foruroligende grad.
For nylig offentliggjorde den amerikanske organisation Open Door en liste over de 50 lande i verden, hvor forfølgelsen af kristne er værst. Nordkorea tager den triste førsteplads ligesom i tidligere år, for bliver nogen afsløret i at eje en bibel eller på anden vis være interesseret i den kristne tro, så må de regne med en enkeltbillet til landets slavelejre. Ellers er det muslimske lande, der topper listen – med Afghanistan, Somalia, Libyen og Pakistan på pladserne to til fem.
Listen har vakt diskussion af to grunde. Dels på grund af dens dokumentation af hvor omfattende forfølgelserne er – og ikke kun fra muslimske kredse. Dels fordi selv rangfølgen virker lidt vanskelig at forstå.
For hvorfor kommer Saudi-Arabien blot ind på en trettende plads – landet, der gerne bygger moskeer i Danmark og andre lande – men som konsekvent forbyder alle ikke-muslimer at dyrke deres tro. Og tilsvarende: hvorfor er Irak først at finde på plads femten, når landet siden 2003 har drevet de fleste af landets dengang halvanden million kristne på flugt?
Kina øger presset
Forfølgelse af kristne er måske nok en muslimsk specialitet, men andre religioner og befolkninger følger hurtigt efter. Kina, der først kommer ind på en 23. plads, har sat forfølgelserne i system. Takket være landets greb om de sociale medier, kan myndighederne præcist gå efter mindre menigheder og efter de unge kristne.
Tilsvarende har Indiens militante hinduleder Narendra Modi øget undertrykkelsen af kristne. Under hans regime har der været mere end 1400 overfald på kristne og kirker.
Dermed er verdens to mest folkerige lande ved at være lukket land for kristne.
Læs i morgen: Forfølgelse af kristne nærmer sig folkemord
Læs også: DF: Danmark skal gå forrest i kampen mod forfølgelser af kristne