MORGEN: Indvandrerkvinder presses til ikke at tage job | DF-formand: Statsministeren splitter Danmark

0
2082
Arkivfoto

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Rapport: Familien presser indvandrerkvinder til ikke at tage et job

Ny undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at social kontrol og gammeldags kønsrolleopfattelser forhindrer, at indvandrerkvinder kommer i job eller aktivering

SOCIAL KONTROL | Indvandrerkvinder presses i stor stil af deres familie og omgangskreds til at afstå fra job eller aktivering. Det er konklusionen i en ny undersøgelse, som Als Research har lavet for Københavns Kommune.

I følge undersøgelsen, som Berlingske omtaler, har over halvdelen af 388 adspurgte jobcentermedarbejdere oplevet, at traditionelle kønsrolleopfattelser og social kontrol er skyld i, at indvandrerkvinder ikke kommer i arbejde. Hver tredje svarer, at de indenfor det seneste år har mødt ledige indvandrerkvinder, som direkte siger, at de mærker et pres fra familien for ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Jobcentermedarbejderne oplever også, at kvindernes mænd prøver at blande sig på jobcentret, bl.a. ved at forsøge at komme med til kvindens samtale. Det er også en udbredt opfattelse, at mange indvandrerkvinder tvinges af familie eller ægtefæller til ikke at arbejde sammen med andre mænd.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er “vred og gal” over oplysningerne:

“Vi render rundt og betaler til familier, der kunne forsørge sig selv, hvis de ikke levede i den slags fængsler, og vi får ikke ligestilling, før kvinderne forsøger sig selv,” siger han til Berlingske.

I følge Danmarks Statistik er det kun ca. 50 procent af de ikke-vestlige kvinder i Danmark, der har et arbejde.

Læs mere om undersøgelsen i Berlingske her (NB: Kræver abonnement)

Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev tirsdag idømt seks og et halvt års fængsel for svindel. Foto: PHILL MAGAKOE/Ritzau Scanpix

Trods dom på 6,5 års fængsel: Britta Nielsen kan være på fri fod igen om tre år

Hvis den svindeldømte Britta Nielsen følger statistikken for prøveløsladelser, kan hun være ude igen ved årsskiftet til 2023, skriver flere aviser

SVINDELDØMT | Selv om Britta Nielsen har fået en dom på 6,5 års fængsel for have svindlet sig til 117 millioner kroner i Socialstyrelsen, kan hun være ude af fængslet allerede om tre år. Det skriver både BT og Ekstra Bladet.

Forklaringen er, at der efter to tredjedels straf skal tages stilling til, om Britta Nielsen opfylder kravene for prøveløsladelse. I det regnestykker tæller Britta Nielsens varetægsfængsling i 15 måneder med. Derfor kan hun være ude af fængslet omkring årsskiftet til 2023.

Betingelserne for at blive prøveløsladt er bl.a., at den dømte skal holde sig fri af misbrug og jævnligt skal deltage i en række samtaler. I følge Ekstra Bladet prøveløslades 75 procent af fængselsdømte i Danmark.

DFs retsordfører Peter Skaarup mener, at Britta Nielsens dom er for mild. Til ditOverblik.dk sagde han tirsdag:

“Jeg synes det er en meget mild dom. Svindlen er gået ud over nogle af samfundets svageste grupper. Britta Nielsen har brudt den tillid, som vores samfund er baseret på. Når man gør det, så skal det udløse en hård straf. Derfor håber jeg, at anklagemyndigheden anker afgørelsen”.

Læs mere her: Skaarup: 6,5 år til Britta Nielsen er en meget mild dom

DFs formand Kristian Thulesen Dahl, her fotograferet på et pressemøde efter sommergruppemødet i august. Foto: Carsten Lundager

DF-formand: Mette Frederiksen splitter Danmark med udligningsreform-udspil 

Statsminister Mette Frederiksen (S) spiller Nordsjælland ud mod resten af Danmark, mener Kristian Thulesen Dahl

UDLIGNING | Mens et nyt kommunalt udligningssystem er ved at blive strikket sammen, møder statsminister Mette Frederiksens (S) håndtering af udligningsdebatten kritik. I dagens udgave af avisen Danmark sætter partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) ord på sin bekymring. Han mener, at Mette Frederiksen spiller de nordsjællandske kommuner ud mod resten af landet og dermed afsporer debatten.

“Jeg troede, Mette Frederiksen gik til valg på at samle Danmark, og jeg må bare konstatere, at det hun gør med udligningsforslaget og den måde, hun har behandlet det på indtil nu, splitter Danmark ad,” siger Kristian Thulesen Dahl til avisen.

Partiformanden henviser til et nyligt interview med statsministeren i avisen Danmark. Her slog Mette Frederiksen fast, at bl.a. Gentofte Kommune kunne se frem til en markant større regning, mens Kalundborg Kommune på den anden side ville modtage flere penge.

“Når hun lancerer diskussionen på den måde, splitter det Danmark til atomer. Kommunerne ryger i totterne på hinanden. De er helt oppe og ringe i øjeblikket i en kamp mod hinanden. Det synes jeg simpelthen er så nederdrægtigt i forhold til det her med at få Danmark til at hænge sammen,” siger Kristian Thulesen Dahl.

“Når hun lancerer diskussionen på den måde, splitter det Danmark til atomer. Kommunerne ryger i totterne på hinanden”

Kristian Thulesen Dahl til Avisen Danmark
IS-krigere i Syrien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Skaarup: Vi skal lade kurderne retsforfølge danske jihadister for at vinde tid

Ekspert kritiserer kurdernes plan om at retsforfølge IS-krigere, men DFs retsordfører Peter Skaarup bakker planen op

IS-KRIGERE | I sidste uge kunne flere medier fortælle, at kurderne fremadrettet ønsker at retsforfølge danske IS-jihadister i Syrien. Forslaget mødte straks opbakning fra et politisk flertal på Christiansborg, men i dagens udgave af Berlingske påpeger en af Europas førende forskere i jihadisme, Thomas Renard, fra den belgiske tænketank Egmonte Institute, at planen har huller, fordi det kurdiske selvstyre ikke er anerkendt af andre end dem selv.

“Reelt er de retssager, som de fører, altså ikke mere værd internationalt end de shariadomstole, som blev lavet af Islamisk Stat i deres selverklærede kalifat,” siger Thomas Renard, der forklarer, at det kurdiske selvstyre i dag er at regne som en politisk milits.

Thomas Renards bekymring rykker dog ikke på Peter Skaarups (DF) opbakning til det kurdiske forslag.

»Vi mener, regeringen skal slå til og tage imod tilbuddet fra kurderne, for hvis først man indleder en retssag lokalt, så er der mere tid til at få styr på den danske side af problemet og fratage statsborgerskabet fra de her mennesker, så de under ingen omstændigheder kan komme hjem. På den måde vinder vi tid,« siger Peter Skaarup til Berlingske.

Pia Kjærsgaard mødtes under sit besøg med med Taiwans præsident Tsai Ing-wen. Foto fra Pia Kjærsgaards facebookside

Søren Espersen: Hvorfor stryger vestlige politikere Kina med hårene?

Hvorfor har vestens politikere ikke forstået, at Kommunist-Kina strammer skruestikken, hver gang man bøjer sig for deres pres, spørger DFs udenrigsordfører i Jyllands-Posten

KINA | Det kinesiske styre i Beijing bruger trusselsmetoder overfor andre lande, som ikke engang det gamle Sovjetunionen ville driste sig til at bruge. Det konstaterer Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen i en kommentar i dagens Jyllands-Posten. Anledningen er sidste uges oplysninger om, at kommunist-Kina har forsøgt at lægge pres på Folketinget og regeringen, fordi DFs Pia Kjærsgaard i efteråret 2019 besøgte præsident Tsai Ing-wen i Taiwan, som Kina ikke anerkender.

“Sådan opererer Kina. Det er deres vel tilrettelagte plan, som de følger til punkt og prikke. Og en del af planen er at chikanere og genere alle og enhver, som bare holder møde med eller omgås med repræsentanter for Taiwan, for Hongkong – og jo ikke mindst for Tibet,” skriver Søren Espersen.

Han mener, at vesten er alt for eftergivende overfor kommunist-Kinas pres. Under den kolde krig “ville vi ikke have bøjet os for den slags og bukket og skrabet, hver gang en eller anden kommunistisk politbureau-tosse fremkom med krav om et eller andet, Danmark skulle,” konstaterer Søren Espersen.

“Det er, som om man ikke har forstået, at hver gang man bøjer sig nok så lille et nøk, bliver Kinas skruestik yderligere strammet, og Vestens manøvremuligheder mindre,” skriver han.

“Hver gang man bøjer sig nok så lille et nøk, bliver Kinas skruestik yderligere strammet”

Søren Espersen (DF) i Jyllands-Posten

HELT KORT

Chefanklager: Olof Palme-mordet tæt på opklaring

SVERIGE | 34 år efter mordet på den svenske statsminister Olof Palme, siger den svenske chefanklager Krister Petersson nu, at han regner med at kunne rejse en tiltale inden for første del af 2020. Det sker på baggrund af nye “højinteressante spor”. Læs mere på DR.dk her.

Regeringen har hævet 17 skatter 

SKAT & AFGIFT | 17 gange er skatterne blev hævet, siden statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering tiltrådte i sommer. Det skriver Berlingske. Det er bl.a. højere tobaksafgifter, skat på arbejdsgiverbetalt telefon og en ændring af arveafgiften, der har sendt skatterne op med i alt 8,2 mia. kroner. Læs mere i Berlingske her.

Danmarks Martin C. Braithwaite under EM-kvalifikationkampen mellem Danmark – Irland i Telia ParkenFoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Barcelona vil købe Braithwaite – og sælge ham til sommer

FODBOLD |Den 28-årige danske landsholdsangriber Martin Braithwaite er efter sigende meget tæt på at skrive under med storklubben FC Barcelona. Det sker sandsynligvis i dag eller i morgen. I følge TV2 er det Barcelonas plan at købe den danske Leganés-angriber for 135 mio. kroner og at sælge ham videre efter sommerens EM. Læs mere på TV2 her.

TWITTER & FACEBOOK

DFs retsordfører Peter Skaarup kommenterer dommen i Britta-sagen på Twitter:


Iværksætteren Martin Thorborg har denne kommentar til Britta-sagen:


DFs Marie Krarup skriver på Twitter:

POLITISK KALENDER – onsdag den 19. februar 2020

Folketingssalen. Foto: Christoffer Regild

11.30: Åbent samråd om underbetalt og ulovlig udenlandsk arbejdskraft ved ombygninger og renoveringer

Beskæftigelsesudvalget har bedt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) om at redegøre for, hvad de vil gøre for at sikre, at borgere, der bestiller en entreprenør/håndværksvirksomhed til byggeri, ombygning eller renovering, får bedre mulighed for at kunne kontrollere, at der ikke benyttes underbetalt og ulovlig udenlandsk arbejdskraft. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Bent Bøgsted (DF) og Dennis Flydtkjær (DF).

13.00: Spørgetid med ministrene – bl.a. disse spørgsmål:

6) Til udlændinge- og integrationsministeren af Pia Kjærsgaard (DF): Er ministeren enig med statsministeren, når hun den 17. januar 2020 under F2 sagde: »Alle værdier er ikke lige gode, og når vi taler værdier, må man træffe et valg. Derfor skal vi selvfølgelig heller ikke acceptere kønsopdelt svømmeundervisning i Danmark, fordi det, at man vil adskille kønnene, jo bygger på et i mine øjne forkert værdisæt, og der kommer man til at være relativist, og det synes jeg ikke der er plads til«, og agter ministeren at lovgive over for det?

7) Til udlændinge- og integrationsministeren af Pia Kjærsgaard (DF): Vil ministeren forbyde minareter?