Kaldte Labourleder Theresa May for ‘dumme kælling’?

0
1887
Premierminister theresa May orienterer parlamentet tidligere på ugen. AFP PHOTO / Jessica Taylor /UK Parliament"

Lederen af oppositionen i det britiske parlament, Jeremy Corbyn fra Labour, er kommet i uvejr. Under en debat skal han have mumlet ”stupid woman”, hvad der i dagens ophedede debat svarer til ”dumme kælling”. Han benægter det, men er fanget på kamera

Det var den sidste spørgetime inden julefreden burde sænke sig. Endnu en gang var Brexit temaet for spørgsmålene til premierminister Theresa May og især Labour er vrede. Ikke bare over at det kører skidt for forhandlingerne – men måske især fordi Theresa May har manøvreret så godt, at hun har undgået et åbenlyst nederlag og dermed et nyvalg.

Ingen er mere frustrerede end den noget ældre leder af Labour, Jeremy Corbyn, for hvem næste valg givet vil være sidste chance for at gøre sig gældende og rykke ind i premierministerens bolig i Downing Street 10. Ingen kunne rigtig høre hvad han mumlede, da andre medlemmer af parlamentet var mere end højlydte. Men hverken de konservative modstandere på anden side salen, folkene bag fjernsynskameraer eller de eksperter i mundaflæsning, der siden er blevet kaldt ind, er i tvivl. Der blev sagt ”stupid woman”.

At benægte fakta

Senere kom Corbyn igen frem for at forsvare sig. Til en blanding af latter og buh-råb fra salen hævder han, at han havde sagt ”stupid people” – og at det bestemt ikke var noget angreb på premierministeren eller andre kvinder. Og Corbyn bedyrer, at han er klart imod nedladende og kvindefjendske udtryk.

Hans kritikere derimod foreslår, at han holder op med at leve i firserne. Selv fastslår premierministeren, at Corbyn i det mindste må vide, hvor han befinder sig – og at i parlamentet taler man pænt.

Parlamentet genoptager den langstrakte debat om Brexit efter nytår og den endelige afstemning ventes i midten af januar.

Foto: AFP PHOTO / Jessica Taylor /UK Parliament/Scanpix