Islamistisk terror mod julemarked skal ses som religionskrig

0
2578
Det traditionsrige julemarked i Strasbourg var tirsdag aften mål for et terrorangreb. Foto: Frederick FLORIN / AFP / scanpix

Den 29-årige terrorist, som tirsdag aften skød og dræbte tre personer på et julemarked i Strasbourg, råbte “Allah er stor”, inden han skød. At islamister slår til mod julemarkeder, skal sende et signal om religionskrig, siger eksperter

Det skulle have været et hyggeligt besøg på et af Europas kendteste julemarkeder. I stedet endte det i død og terror.

Tirsdag aften ved 20-tiden åbnede en islamisk terrorist ild mod besøgende på det berømte julemarked i den franske by Strasbourg. Han dræbte tre og sårede 13 personer, inden han flygtede i en taxi. To døgn senere er 29-årige Cherif Chekatt stadig på fri fod, trods en intensiv politijagt.

Vidner har fortalt, at Cherif Chekatt råbte ”Allahu Akbar” på arabisk – Allah er stor – og ifølge eksperter, er det meget bevidst, at islamiske terrorister går efter et kristent julemarked.

For to år siden stjal en terrorist en lastvogn og kørte den ind i menneskemængden og drøbte 12 personer ved et julemarked i centrum af Berlin, og tilbage i 2000 blev en terrorgruppe med tilknytning til al-Qaeda afsløret i planer om at angribe julemarkedet i netop Strasbourg.

”Terrorister ønsker at forårsage maksimal psykisk lidelse, ikke bare for de umiddelbare ofre, men også ud over denne gruppe. At angribe et julemarked – et symbol på den kulturelt vigtigste tid i Vesten – gør netop det. Julen er en kristen højtid og som sådan fristende at angribe for islamister. Det er også en ferie forbundet med familie, glæde, hygge og tryghed, og ved at angribe et marked netop i denne tid signalerer islamisterne klart, at de ønsker at angribe selve det religiøse og kulturelle grundlag for vestlige samfund,” siger terrorforskeren Bernhard Blumenau fra St. Andrews Universitet i Skotland til Kristeligt Dagblad.

“Julen er en kristen højtid og som sådan fristende at angribe for islamister”

Bernhard Blumenau, terrorforsker, til Kristeligt Dagblad
Cherif Chekatt havde mere end 27 domme bag sig i tre lande. Han blev radikaliseret islamist i fængslet. Foto: HANDOUT/Ritzau Scanpix

Angriber religiøse symboler

Terrorforskeren Petter Nesser fra Forsvarets forskningsinstitutt i Oslo siger til samme avis:

”De angriber militære mål og politiet, fordi de ser dem som førende krig mod islam på grund af militære aktioner i muslimske lande eller anholdelser af ekstremister. De angriber kunstnere, der tegnede profeten Muhammed, fordi de ser dem som fornærmende over for deres profet og islam. Og et angreb på et julemarked er for jihadister både et angreb på tilfældige borgere, fordi de støtter politikerne i deres ‘ krig mod terror’, og et angreb på et religiøst symbol, som skal signalere, at de udkæmper en religiøs krig,” siger Petter Nesser.

29-årige Cherif Chekatt er dømt mere end 27 gange for vold og røveri i Tyskland, Frankrig og Schweiz. Han blev radikaliseret i fængslet og myndighederne var opmærksomme på ham. Tirsdag morgen ransagede politiet hans lejlighed i Strasbourg, hvor de fandt skydevåben, en håndgranat og ammunition. De fandt dog ikke Cherif Chekatt og de kendte ikke til hans aktuelle terrorplaner, som han mindre end 12 timer gjorde alvor af foran boderne på Strasbourgs hyggelige julemarked.

En mand tænder et lys for at vise sin respekt for dræbte ved tirsdagens terrorhandling. Foto: AP Photo/Jean Francois Badias/Scanpix