Islamister brød ind i kirke og råbte “Allahu Akbar”

0
1765
Arkivfoto

Ca. 50 unge stormede torsdag aften en katolsk kirke i Wien, råbte “Allah er størst” og sparkede til bænke og andet inventar. Østrigs kansler Sebastian Kurz lover, at Østrig “resolut” vil fortsætte kampen mod den politiske islam

Samme dag som det islamistiske terrorangreb mod en kirke i Nice, der torsdag kostede tre mennesker livet, brød en gruppe unge islamister ind i en kirke i Østrigs hovedstad Wien.

Her råbte de “Allahu Akbar” (Allah er den største) og ødelagde inventar, angiveligt som en protest mod fremvisningen af Muhammed-tegningerne i Frankrig.

Sven Hakon Rossel, dansk professor emeritus der bor i Wien, fortæller til Den Korte Avis:

“Mellem 30-50 unge mennesker sandsynligvis af tyrkisk afstamning trængte torsdag aften ind i den katolske kirke St. Anton von Padua i Wien-Favoriten, der er tæt befolket med migranter og andet godtfolk, og begyndte at smadre skriftestole og kirkebænke under råbet “Allahu Akbar”. Da de nærmede sig alteret tilkaldte præsten politiet, men da dette mødte op, var gerningsmændene forsvundet,” siger han.

Kansler: Vi fortsætter kampen mod politisk islam

Flere østrigske medier skriver om sagen. Kronen Zeitung skriver, at ca. 20 unge med tyrkiske baggrund mødtes torsdag aften på Reumannplatz i Wien. Mens de råbte “Allahu akbar” og affyrede fyrværkeri, gik de rundt i byen. Cirka to timer senere gik næsten 50 unge ind i St. Anton-kirken, hvor de skulle have råbt “Allahu akbar” og sparket til bænke.

Østrigs konservative kansler Sebastian Kurz kommenterede fredag morgen kirkeangrebet på Twitter. Her roste han politiets indsats:

“Alle kristne skal være i stand til at udøve deres tro frit og sikkert i Østrig! Vi vil resolut fortsætte kampen mod den politiske islam og viser ingen falsk tolerance her. Tak til alle politibetjente for deres engagement!”.

Den østrigske kansler Sebastian Kurtz opslag på Twitter.

Kanslerens opslag har fået følgende kommentar fra Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup på Twitter:

“Østrigske kirker er under angreb fra islamister. Tiden er kommet til at hjemsende islamister fra Danmark og tilbage til Mellemøsten, før det samme sker her!”.