Imam om krav om håndtryk: Det er som at spise svinekød

0
3513
"Det er faktisk fuld respekt fra os, at man ikke giver hånd til en person af det modsatte køn," siger talsmanden for Grimhøj-moskéen i Aarhus, Oussama El-Saadi. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix)

Partierne bag den nye indfødsretsaftale kræver at håndtryk bliver en obligatorisk del af ceremonien for nye statsborgere. Imamer kritiserer det nye krav

Som ditOverblik skrev i sidste uge, mener flere partier bag den nye indfødsretsaftale, at håndtryk fremover skal være en obligatorisk del af at få dansk statsborgerskab.

Når borgmesteren rækker hånden frem ved den ceremoni, som nu bliver en del statsborgerskabs-tildelingen, skal man besvare håndtrykket. Siger man nej af religiøse grunde, bortfalder betingelserne for statsborgerskab.

“Du skal tage imod hele pakken, og håndtrykket er en del af den pakke,” sagde konservatives indfødsretsordfører Naser Khader til ditOverblik i sidste uge.

“Når en kvindelig borgmester ved den officielle, lokale statsborgerskabsceremoni stikker hånden frem og ønsker tillykke med statsborgerskabet, så er det helt på sin plads at forvente, at den nye statsborger giver et håndtryk retur,” sagde Socialdemokratiets Astrid Krag.

Imamer: Respekt for det modsatte køn

Men i to af de danske moskeer er der utilfredshed med det nye krav.

“For muslimer handler det ikke om manglende respekt. Det er vores religion, og det er faktisk fuld respekt fra os, at man ikke giver hånd til en person af det modsatte køn,” siger talsmanden for Grimhøj-moskéen i Aarhus, Oussama El-Saadi, til Ekstra Bladet.

Han mener dog godt, at muslimer kan give hånden, hvis der ikke er noget alternativ:

“Vi må heller ikke spise svinekød. Men hvis valget var at spise det eller dø af sult, så ville jeg selvfølgelig spise det. Det her er det samme,” siger han, mens han kollega i Nusrat Djahan-moskéen, gentager budskabet om, at afvisningen af håndtryk er udtryk for respekt for det modsatte køn.

“Manglende respekt for danske værdier”

Der har været flere sager med muslimer, der nægter at give hånden i Danmark. Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen siger, at afvisningen af håndtrykket er udtryk for, at man ikke respekterer danske værdier.

“Man vil kunne finde de mest hardcore islamister, som vil kunne opfylde alle formelle krav til et statsborgerskab, men som vil nægte at give hånd. De skal ikke kunne få statsborgerskab,” siger han.

Naser Khader fra de Konservative tror dog ikke, at islamisterne vil opgive statsborgerskabet for et håndtryk:

“Islamister er som regel mere optaget af penge og privilegier end ideologi. De vil give deres højre arm for et statsborgerskab, og derfor giver de også gerne hånden,” sagde han ditOverblik i sidste uge.

I følge BBC, så fik et muslimsk par i Schweiz i sidste uge nej til statsborgerskab, fordi de nægtede at give hånden til personer af det modsatte køn under et interview med myndighederne.

Læs også: Nej til statsborgerskab, hvis du ikke vil give hånden