DFs finansordfører René Christensen har fået Finansministeriet til at beregne udgifterne til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i landets 98 kommuner. I hans egen kommune Guldborg svarer udgiften til 211 millioner kroner årligt. ”Et helt vildt tal”, siger René Christensen
Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande koster hvert år den danske stat over 30 milliarder kroner. Dét tal er velkendt, men hvad svarer beløbet til, hvis man deler det ud på landets 98 kommuner i forhold til deres andel af ikke-vestlige indvandrere?
Det har Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen spurgt Finansministeriet om, og svaret er en lang liste med nogle meget store tal.
Opgørelsen, som er baseret på tal fra 2017, hvor de samlede udgifter til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere var ca. 33 mia. kroner, viser nemlig, at netto-udgiften i mange kommuner løber op i flere hundrede millioner kroner. Det skyldes, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere har en markant lavere beskæftigelsesgrad end danskere.
København topper ikke overraskende listen. 19 procent af alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark bor i København. De tegner sig for en samlet netto-udgift på 6,2 milliarder kroner, ifølge Finansministeriets beregninger.
På andenpladsen kommer Aarhus Kommune med en udgift på 2,63 milliarder kroner. Men også i mange mindre kommuner er beløbene store. I 50 kommuner er netto-udgiften på et trecifret millionbeløb. Det er dog vigtigt at understrege, at det er en gennemsnitsberegning. Den tager ikke højde for aldersfordeling og lokale beskæftigelsesforhold.
Se beløbet for din egen kommune i listen nedenfor.
”De penge kunne være brugt til alt muligt andet”
René Christensen er selv byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune. Her huser man 0,64 procent af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det svarer ifølge oversigten til en netto-udgift på 211 millioner kroner. ”Vildt mange penge”, mener René Christensen:
”Vi har sager i byrådet om overforbrug på 1,2 millioner kroner, som vi skal finde besparelser for at kunne dække. Samtidig er der altså en årlig udgift på over 200 millioner kroner til ikke-vestlige indvandrere. Det er virkelig mange penge, som vi kunne have brugt til alt muligt andet,” siger René Christensen.
Men det er vel staten, der afholder de fleste af udgifterne?
”Vi får dækket en del af udgifter til kontanthjælp, boligudgift osv. af staten. Men bottom line er, at det er skattekroner, som danskerne skal gå på arbejde for at betale. Og det er strukturelt. Det er penge, der skal betales hvert år. Og så er de 33 mia. kroner jo et meget konservativt skøn. Vi har gratis folkeskoler, lægehjælp osv. Derfor er udgiften til indvandrere reelt meget større,” siger René Christensen.
“Bottom line er, at det er skattekroner, som danskerne skal gå på arbejde for at betale”
Han siger, at han glæder sig over, at han som formand det lokale arbejdsmarkedsudvalg under flygtningekrisen i 2015 fik lavet en beregning af, hvad det ville koste, hvis Guldborgsund Kommune skulle have taget en større andel af flygtninge, end man fik tildelt af staten.
”Det førte heldigvis til, at et flertal sagde nej til at tage flere. Havde vi ikke gjort det, havde udgiften været endnu større”.
Antallet betyder noget
René Christensen har også fået Finansministeriet til at beregne, hvad det ville koste Danmark, hvis personer af dansk herkomst havde lige så lav beskæftigelsesgrad som indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Beregningen, som ditoverblik skrev om tirsdag, viser, at der i så fald ville mangle 200 milliarder kroner årligt i de offentlige kasser.
”Andelen af ikke-vestlige indvandrere stiger, så det er vigtigt at vise, at antallet af indvandrere betyder noget. Hvis alle havde så lav en beskæftigelsesgrad som de ikke-vestlige indvandrere, ville Danmark være et meget fattigt land. Derfor er det vigtigt, at flere kommer i beskæftigelse, flere bliver repatrieret og vi får et stop for indvandring,” siger René Christensen.
Læs også:
Det ville koste 200 mia. kr. årligt, hvis danskere var lige så lidt i beskæftigelse som indvandrere