Dansk Folkeparti har fået et samlet byråd i Horsens med på et forslag om, at borgerne skal kunne tilvælge kød i daginstitutioner, som ikke er rituelt slagtet. “Det frie valg skal gå begge veje,” siger partiets gruppeformand Claus Kvist Hansen
Fremover skal borgerne i Horsens Kommune kunne tilvælge kød i kommunens daginstitutioner, som med sikkerhed ikke er rituelt slagtet.
Det fremgår af den budgetaftale, som en enig kommunalbestyrelse netop har offentliggjort.
Det er Dansk Folkeparti, som har fået punktet om ikke-rituelt slagtet kød med i budgettet. Sidste år forsøgte partiet at få fjernet halalkød fra kommunens institutioner. Det lykkedes ikke, men nu har partiets to byrådsmedlemmer, Claus Kvist Hansen og Michael Nedersøe, fået de andre partier med på en mellem-løsning, hvor borgerne får mulighed for at fravælge halalkød.
”Vi måtte se i øjnene, at der var et massivt flertal imod vores forslag om at fjerne halalkød. Vi kunne så have valgt lægge os på ryggen og være sure, eller forsøge at finde en løsning. Vi har valgt det sidste,” siger gruppeformand Claus Kvist Hansen, der også er medlem af Folketinget.
Han fortsætter:
”Vi vender det om og siger, at ligesom man i dag kan vælge, at der skal være halal-kød, så kan man nu også vælge, at der skal være kød, som ikke kommer fra rituelt slagtede dyr. Det frie valg skal gå begge veje”.
Første kommune i landet
Hvorfor er det vigtigt for jer, at der er et alternativ til halalkød?
”Mange af vores vælgere er optaget af det her spørgsmål. De ønsker ikke at understøtte hele det system med halalafgifter, bøn osv., der knytter sig til halalkødet. Derfor skal de kunne vælge et alternativ”.
Claus Kvist Hansen ved endnu ikke, hvor mange institutioner, der vil gøre brug af det nye tilbud. Det er også uvist, hvad det kommer til at koste.
”Vi har ingen indikationer af interessen for det her, og tiden må vise, hvordan det skal udmøntes i praksis. Mig bekendt bliver Horsens den første kommune i landet, som giver borgerne et frit valg på dette område,” siger Claus Kvist Hansen.
“Vores vælgere ønsker ikke at understøtte hele det system med halalafgifter, bøn osv., der knytter sig til halalkødet”
Claus Kvist Hansen, gruppeformand, DF i Horsens