Hver femte har nu udenlandsk baggrund i Danmark – hver 10. har ikke-vestlig baggrund

0
12556
Kvindelige muslimer har større ønske om religiøse særhensyn i det offentlige end mandlige muslimer. Her en gruppe muslimske kvinder ved det såkaldte Ashura-sørgeoptog på Nørrebro i september 2019.

Nye tal viser, at 1,2 millioner mennesker i Danmark har udlandsk baggrund. Det er 400.000 flere end statistikker hidtil har vist. DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard advarer i Berlingske om, at der er tale om en begyndende befolkningsudskiftning

1,2 millioner mennesker, svarende til en femtedel af befolkningen i Danmark, har udenlandsk baggrund. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Berlingske bragte lørdag.

Der er tale om 400.000 flere personer, end statistikkerne hidtil har vist. De 400.000 har nemlig hidtil været registreret som værende af dansk oprindelse, fordi det kun er deres far eller mor, der er født i udlandet.

Mere end 100.000 af de 400.000 har en far eller mor fra et ikke-vestligt land. Dermed har over 600.000 nu en ikke-vestlig baggrund. Det svarer til en tiendedel af befolkningen.

Forsker: Udtryk for vellykket integration

Det er forskeren Hjarn von Zernichow Borberg, der har bestilt tallene hos Danmarks Statistik. Han er overrasket men ser selv positivt på tallene. De slår nemlig en pæl igennem fortællingen om, at kun ganske få personer gifter sig med en person fra en anden kultur i Danmark, siger han til Berlingske:

”De fleste vil betragte det som vellykket integration, at man bliver gift og får børn på tværs, og man kan alt andet lige sige, at disse cirka 400.000 personer bliver mere påvirket af dansk kultur, end hvis de isolerer sig med personer, der også har udenlandsk herkomst,” siger Hjarn von Zernichow Borberg.

Pia Kjærsgaard: Meget bekymrende

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard er derimod meget bekymret. Hun ser tallene som tegn på en begyndende befolkningsudskiftning:

”Det er det, der er på vej. Det er det, vi må se i øjnene. Ændrer vi ikke opfattelsen af, at det er ved at ske, og fortsætter regeringen med at ændre i udlændingepolitikken, kan det udvikle sig meget bekymrende,« siger Pia Kjærsgaardtil Berlingske.

”Man behøver ikke andet end at gå en tur i de større byer for at se, hvordan det ændrer Danmark. Det gør en mærkbar forskel for hele samfundet og for kultur-, rets- og udlændingepolitikken,« siger hun.

Samme advarsel har DFs tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen også fremsat. Senest i oktober, hvor han på facebook skrev, at den danske befolkning er ved at blive udskiftet, fordi antallet af indvandrere og efterkommere stiger hurtigere end antallet personer med dansk baggrund.

Dét opslag fik Berlingske til i en artikel at beskylde Martin Henriksen for bruge samme retorik som den yderste højrefløj. En kritik som Martin Henriksen afviste overfor ditOverblik i denne artikel: Martin Henriksen kritiseres for advarsel om befolkningsudskiftning – FN taler om det samme

Martin Henriksen: Bekræfter mit synspunkt

Martin Henriksen mener, at de nye tal, som samme Berlingske nu bringer, bekræfter hans synspunkt:

”Det er jo et eller andet sted absurd, at Berlingske skriver om at jeg benytter mig af højreekstrem propaganda, når de selv efter noget tid ender med at sige at tallene faktisk er større end de fleste regnede med. Men når det er sagt, så vil jeg da gerne rose dem for at de nu tager det op. Jeg håber, at de bliver ved og at andre medier følger trop,” siger han til ditOverblik.dk..

Den tidligere DF-ordfører mener, at det er helt reelt at tale om en befolkningsudskiftning:

”For det er det, der er på vej og alle de andre partier skylder at svare på om de vil acceptere det. Og hvis ikke de vil acceptere det, så skal de bare være ærlige og sige til danskerne, at så vil der komme nogle meget hårde udlændingestramninger som vil ramme bredt og som skal begrænse alle dele af indvandringen, herunder udenlandsk arbejdskraft, udenlandske studerende, asylreglerne, familiesammenføringsreglerne og så videre,” siger Martin Henriksen, der i dag er medlem af DFs hovedbestyrelse.