Sverige: Mistænkt for mord på læge skal ikke blive i fængslet

0
2734
I weekenden blev en 15-årig syrer hårdt såret af skud i Malm, og mandag aften fandt endnu en skudepisode sted i den svenske storby. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

MINISERIE: HVAD SKER DER I SVERIGE? / Mens svensk politi klager over at de har svært ved at opklare mord i bandemiljøet i Malmø, tillader de selv at den mand, der er mistænkt i årets mest omtalte mord, bliver sat fri

Lægen Karolin Hakim blev skudt og dræbt den 26. august i bydelen Ribersborg. Hun blev ramt af flere skud, mens hun gik med sit spædbarn i armene. Barnet tabte hun, da hun selv faldt om dødeligt såret.

Svensk politi arbejder ud fra en teori om at der var tre involveret i drabet og at de egentlig gik efter Hakims kæreste, der også er far til barnet. Karolin Hakim har selv en migrationsbaggrund og var uddannet i Polen. Hendes kæreste er en kendt kriminel fra bandemiljøet i Malmø.

Politiet har ikke forklaret offentligheden, hvorfor de tror han var det tiltænkte offer – når hun blev ramt af flere skud på nært hold. I september kom det frem, at mere end 100 vidner havde meldt sig til politiet – uden at de blev rigtig afhørt. I bedste fald havde politiets specialister – op mod 22 betjente arbejder med denne sag – tid til at notere de mest grundlæggende informationer.

Og i dag meddelte anklageren i sagen, Pär Andersson, at den eneste fængslede i sagen bliver sat på fri fod. Den 23-årige mand er fortsat mistænkt for at have spillet en rolle i drabet. Selvom de andre mistænkte ikke er arresteret, mener anklageren ikke, at han kan forhindre opklaringen af sagen, mens han er på fri fod.

Politiet desperat

Anklagemyndigheden i Malmø har været meget i medierne på det sidste. I reglen for at forklare, hvorfor politiet i den sydsvenske by ikke kan stoppe bølgen af mord. Her i weekenden blev en 15-årig syrer dræbt og en anden ung hårdt såret – og på otte år er i alt 38 blevet myrdet – kun seks sager er blevet opklaret.

De tilsvarende tal fra de to andre store svenske byer, Stockholm og Göteborg er ifølge Aftonbladet 61 og 29. Mens man i Malmø har en opklaringsprocent på 16, er det næsten lige så slemt i de andre byer. Politiet i Stockholm har kun løst 20 procent af sagerne, mens man i Vestsverige er på 24 procent ifølge Aftonbladets oversigt.

Politiet er meget tilbageholdende med at dele oplysninger om mulige gerningsmænd og deres baggrund. I sagen om mordet på Karolin Hakim har svensk politi dog efter en tid delt tre billeder af mistænkte. Men trods det – og de mange vidner og mange mediehistorier – er der altså i dag ingen i fængsel for mordet.

Også i de kommende dage sætter vi fokus på udviklingen i Sverige. Læs i morgen: Statsstøtte til terrorister.