I sidste uge begravede Wilma Anderssons familie hendes hoved. Den dømte morder vil nemlig ikke fortælle, hvor han har begravet resten. Svenske medier tier om hans baggrund.
Ved begravelsen kom familien med en stille bøn til den 17-årige piges morder om endelig at fortælle, hvor resten af hendes lig kan findes – for som de sagde, så kan familien endelig begrave HELE deres pige. Samtidig med begravelsen sad hendes tidligere kæreste, den 23-årige irakiskfødte Tishko Ahmed Shabaz endnu en gang i retssalen. Han er blevet dømt for mordet og har anket dommen, men brugte ikke lejligheden til at hjælpe Wilma Anderssons familie.
Sagen vækker stor opsigt i Sverige på grund af de brutale detaljer. I udlandet viser mange medier interesse for sagen af samme grund – og fordi svenskerne synes at gå så lidt op i hans baggrund som migrant fra Irak. Svenskernes svar på DR, SVT, afviste fuldkommen at bringe den dømtes navn og fortælle om hans baggrund, fordi man anså det for uvæsentligt for historien.
Selv Expressen, der er Sveriges svar på Ekstra Bladet, nedtoner den etniske baggrund. Avisen har bragt et utal af historier lige fra da den forsvundnes piges sko blev fundet og så til ankesagen, hvor Tishko Ahmed nægter alt. Alligevel har de fleste af avisens artikler ingen referencer til hans baggrund.
Skjulte sine spor
Fra at pigen forsvandt i november sidste år og til hendes sko blev fundet, havde svensk politi ikke gjort sig den ulejlighed at opsøge hendes irakiske kæreste. Hans egen søster har som vidne fortalt hvor kontrollerende og grov, Tishko Ahmed kunne være overfor sin mindreårige kæreste. Alligevel tog politiet først efter fem dage fat i ham.
I den tid kunne han fjerne liget og han prøvede ifølge anklageren at rense sin lejlighed for spor.
Expressens indslag om mordsagen
I videoen her kan man høre anklageren helt neutralt forklare, hvordan politiet trods rengøringen fandt blod fra den myrdede pige i alle værelser i Tishko Ahmeds lejlighed. Samt hvordan Ahmeds fingeraftryk var overalt på den alufolie, den dræbte piges hoved var pakket ind i. Bizart nok beholdt han tasken med hendes hoved i lejligheden og hævder nu, at andre har stillet tasken ind i lejligheden
Hans forsvarer plæderer for en frifindelse af den 23-årige under henvisning til, at han nægter sig skyldig. Hun taler også om, at det jo ikke kan bevises, hvordan pigen døde, så længe man ikke kan finde hendes krop. Omvendt har anklageren tidligere fået Tishko Ahmed idømt den strengest mulige straf – livstid – og går efter samme straf nu.
Ankesagen slutter torsdag i denne uge, hvor den tiltalte havde planlagt at holde en længere tale til dommerne. Det er dog blevet afvist.
Kilder: SVT, Expressen, Daily Mail (UK), Reddit