Sverigedemokraterne (SD) er stadig dem, man ikke vil lege med i svensk politik. For en række medlemmer har den modvilje store, personlige omkostninger
Mats Fredlund er SDs førstemand i minebyen Kiruna og med i byrådet. En stovt mand med skæg og sine egne meninger, der har været vant til lidt af hvert i valgkampen i den gamle arbejderby. Men at hans egen fagforening ville smide ud ham ud – det havde han ikke lige set komme.
Fagforeningen Transport gav ham valget mellem at opgive sit arbejde for SD eller blive smidt ud. Da han fortsatte og ovenikøbet blev valgt til byrådet, blev han tvangsudmeldt. Uden medlemsbog til Transport er der en række jobs, han ikke kan få.
Efter måneders skænderier, hvor en række juridiske eksperter skabte tvivl om lovligheden af fagforeningens valg, besluttede generalforsamling i foråret at smide ham ud. Forbundssekretær Lars Mikaelsson sagde:
”Medlemmerne kan mene hvad de vil, stemme på dem de vil og være med i en hvilken som helst forening. Men når nogen er aktiv i en forening, der går stik imod vores synspunkter, så har kongressen (generalforsamlingen, red.) besluttet, at den person skal udelukkes.”
Fredlund og hans advokat har valgt at klage. Men trods eksperternes tvivl er der ikke udsigt til, at han igen kan være med i ’facket’, som det hedder på svensk.
Ud med SD
Der er en stribe andre historier, der viser de velmenende svenskeres berøringsangst overfor sverigedemokraterne.
Krister Salomonsson for eksempel, der blev diskrimineret af fagforeningen IF Metall, da hans arbejdsplads flyttede produktionen fra Lidhult til Polen. Kollegerne fik hjælp til at finde nyt arbejde, men han blevet forbigået. Da han tillod at kritisere det på Facebook, var folk ikke for fine til at kalde ham en nazist
Tilsvarende skæbne fik Lennie Kjellman. Allerede i 2015 blev den aktive sverigedemokrat ’uteslutet’ af den røde fagforening Transport. Ligesom Fredlund fik han tilbudt at blive i a-kassen, hvilket var en ringe trøst.
Forbudt kærlighed
Senest har Johnny Skalin meldt sig til orde. Hans navn blev kendt i denne uge, fordi hans kæreste, Nina Burchardt, havde mistet sine tunge poster i socialdemokratiet, alene fordi han er aktiv i SD. Og nu har han så svaret dem, der er ude efter hans kæreste.
”Jeg troede helt ærligt, at kærlighed ikke kunne være forkert,” siger han og henviser dermed til en af socialdemokraternes paroler.
”Hun blev uretfærdigt og skandaløst behandlet,” siger han til avisen Hela Hälsingland og fortsætter:
”Nina og jeg er enige om være uenige politisk. Men vi respekterer hinandens holdninger fuldtud. Vi elsker hinanden for alle de ligheder, og uligheder, vi har.”
Men det var ikke nok for socialdemokraterne, der er et ord fra at kalde SD for nazister. I en pressemeddelelse om sagen skriver partiet:
”Det er ikke tilliden til Nina som person, som vi diskuterer, men derimod funktionen af at være en af socialdemokratiets toppolitikere i et forhold til en mand, der er i Riksdagen, kredsformand og medlem af sverigedemokraternes hovedbestyrelse – et parti, som står så langt fra socialdemokratiske værdier som det er muligt at komme.”
Det var serien Hvad sker der, Sverige. Vi vender tilbage med nye historier om dobbeltmoral i Sverige og andre steder.