Amerikanske medier er langsomt ved at erkende, at deres øverstkommanderende ikke er helt frisk. Hans afløser er ikke bedre.
Præsident Joseph R. Biden blev støttet af de allerfleste medier i USA på sin vej mod Det Hvide Hus. Men efter flere episoder, hvor han virker konfus og ude af kontrol, begynder enkelte medier at se nærmere på hans sundhed. Senest efter en optræden onsdag, hvor han egentlig bare skulle læse en tekst op.
Præsidenten skulle tale om det måske mest påtrængende politiske problem i USA, nemlig vold og behovet for mere kontrol med privates våben. Han havde tydeligt svært ved at sige nogle af ordene på skærmen foran sig og kunne for eksempel ikke klare at udtale ATF. Agenturet for alkohol, tobak og våben er centralt for amerikanernes forsøg på igen at få sikkerheden tilbage, men deres præsident kaldte det for AFT.
Hele afsnit i talen var ifølge amerikanske medier uforståelige. Flere har taget fat i et afsnit, hvor han formentlig ville tale om amerikanernes grundlovssikrede ret til at have våben. Det her er hvad han sagde, ord for ord:
“Those who say the blood of Patriots, you know, and all the stuff about how we’re gonna have to move against the government. If you think you need to have weapons to take on the government, you need F-15s and maybe some nuclear weapons.”
Den første sætning giver ikke nogen mening. Den anden er endnu mere forstyrret. For siger den amerikanske præsident her, at folk skal bruge kampfly og atomvåben, hvis deres egen regering går amok?
Efter seancen skyndte hans folk at føre ham fra scenen, så journalisterne ikke kunne spørge om, hvad han egentlig mente. Selv hans hårdtprøvede pressefolk har svært ved at få den sag drejet til noget positivt. Og en avis som New York Post siger lige ud: ”Hvis du ikke var helt forvirret, så måtte du blive skræmt.”
Hvem er Harris
Op mod valget beskrev de gamle medier hans vicepræsident Kamala Harris som en garanti for at der ville være stabilitet og dygtig regeringsførelse, selv hvis Joseph R. Biden blev så tydeligt alderssvækket, at han måtte forlade Det Hvide Hus. Det er der en del journalister, der må æde i sig igen, efter at hun har tydeligt mistet grebet om sine få opgaver.
Præsidenten har overladt den utaknemmelige opgave med kontrol med migranter til hende. Selv efter fem måneder med den opgave er det først i morgen, at vicepræsidenten nedlader sig til at besøge grænsen. Hendes tur tager hende til grænsebyen El Paso i Texas, hvor den lokale guvernør ønsker at bygge Trumps mur færdig trods demokraternes hån.
Faktisk er hendes eneste indsats på området at fyre den overordnede chef for grænsekontrollen, fordi han var en af Trumps drenge og fordi han var barsk overfor migranterne. Men virkeligheden er, at den nye regering må bruge Trumps metoder for at bremse migranterne. I maj kom mindst 180.000 over grænsen ulovligt og to ud af tre blev sendt væk med det samme, for regeringen er ikke for fin til at bruge en lov fra Trump-tiden, der afviser migranternes ret til at søge asyl med henvisning til Covid-19.
Medvind væk
Tilbage i januar startede den liberale avis Los Angeles Times en bizar serie af artikler, der skulle rose Kamala Harris og gøre hende mere kendt i den bredere befolkning. Serien var kontroversiel både blandt avisens journalister og læsere, fordi den i den grad tegnede et rosenrødt billede af kvinden, der er et hjertestop fra at blive præsident. Avisen måtte senere erkende, at serien ganske enkelt var upassende.
Og i denne uge svingede den liberale avis så over til fløjen af hendes kritikere. Dens leder kaldte Harris for ’ineffektiv’ – mest af alt fordi hun ikke var i stand til at presse en demokratisk lov om lettere adgang til at stemme i USA igennem Senatet. Hun har selv siddet i Senatet, hvor hun dog brugte det meste af de fire år på en mislykket kampagne for at blive valgt som præsident.
Som udnævnt vicepræsident har hun en særlig rolle i Senatet og vicepræsidenter har traditionelt hjulpet deres boss netop med at holde styr på det ofte meget selvstændige førstekammer i Kongressen. Men her hvor hendes ansvar var at sikre flertal for loven, havde hun ikke lige tid til at gå over i Senatet og tale med sine tidligere kolleger. Loven faldt og det samme gjorde respekten for USA’s måske kommende præsident.
Kilder: Fox News, New York Times, New York Post, Los Angeles Times.