Terrorekspert kritiserer Sveriges grænsekontrol: Den er en af Europas dårligste

0
2674
Politiinspektør Robert Lindström fra grænsepolitiet i Stockholm på svensk TV4, hvor han ikke lagde skjul på frustrationen over situationen. Indslaget kan ses her: https://www.tv4play.se/program/nyhetsmorgon/11962481

Svenske grænsebetjente er dybt frustrerede. De er underbemandede og mangler udstyr til at foretage almindelig grænsekontrol. Kriminelle og terrorister kan ubesværet komme ind i landet, advarer terrorekspert

”Vi mangler computere og telefoner. Vi har i princippet ingen af de ting, vi skal bruge, for at kunne gennemføre en ordentlig grænsekontrol. Forleden måtte vi se 50-60 personer gå forbi, uden at vi fik undersøgt dem”.

Politiinspektør Robert Lindström fra grænsepolitiet i frihavnen i Stockholm lød temmelig opgivende, da han forleden blev interviewet på svensk TV4.

Med god grund. Det svenske grænsepoliti er stærkt bekymret over situationen i havne, lufthavne og andre svenske grænseovergange. Ifølge medarbejderne har grænsepolitiet slet ikke de ressourcer, som er nødvendige, hvis de skal leve op til den grænsekontrol, som regeringen har pålagt dem.

”Opgivenhed er vel det ord, som man spontant får lyst til at bruge,” siger Robert Lindström til TV4.

I næste måned iværksættes en handlingsplan med rekruttering og uddannelse af flere medarbejdere. Om det siger den svenske politiinspektør til TV4:

”Vi håber det bliver godt…”.

TV4: Du lyder lidt opgivende?

”Ja, jeg erkender at være lidt opgivende…”.

Terrorforsker: Helt uacceptabelt

Terrorforskeren Magnus Ranstorp, der er tilknyttet den svenske Forsvarshøjskolen, betegner sit hjemlands grænsekontrol som en af Europas dårligste.

”Det er helt uacceptabelt, at grænsekontrollen ikke er bedre. Det er ikke kun i havnene, vi har problemet. Det gælder eksempelvis også på Øresundsbroen. Her har du en relativt velfungerende id-kontrol, men der er ingen kontrol af pas. Det bliver ikke tjekket, om personen er eftersøgt eller om passet er falskt. Jeg rejste i går fra København til Stockholm, og her blev jeg ikke tjekket i Arlanda (lufthavnen, red.). Det er sjældent, at man bliver det,” siger terrorforskeren til TV4.

Kontrollen ved Øresundsbroen er alt for lemfældig, i følge terrorforskeren Magnus Ranstorp.

Indslaget kan ses her: Terrorforskaren: “Sverige klassas som en av Europas sämsta gränskontroll”

”Politiledelsen og regeringen må gøre noget ved det her. Kriminelle netværk og terrorister kan komme ind og arbejde helt uforstyrret. Det her handler om vores interne sikkerhed. Dem der arbejder på gulvet, gør et fantastisk stykke arbejde, men de arbejder hele tiden i modvind,” siger han.

“Der er ingen kontrol af pas. Det bliver ikke tjekket, om personen er eftersøgt eller om passet er falskt”

Magnus Ranstorp, terrorforsker, til TV4 om grænsekontrollen ved Øresundsbroen

“Ren Anders And”

Sidste år lavede det europæiske politisamarbejde Schengen en rapport om grænsekontrollen i Sverige. Her var konklusionen lige så alarmerende. Schengen-inspektører havde været rundt til forskellige kontrolsteder og de påpegede, at der manglede folk, at arbejdsmetoderne var kritisable og at medarbejderne var dårligt uddannede.

Den svenske avis Expressen talte i den forbindelse med anonyme grænsebetjente, som kaldte grænsekontrollen for ”Anders And”.

“Der er ingen reel grænsekontrol, bare ID kontrol. Erfarne grænsebetjente vi har talt med fortæller om civilt grænsepersonale, som får ni ugers uddannelse, men mangler kendskab til juridiske principper og myndigheds-forpligtelser,” skrev avisen.

DF: Hvad vil justitsministeren gøre?

Situationen i Sverige har fået Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth til at stille et såkaldte paragraf 20-spørgsmål til justitsminister Søren Pape Poulsen (K):

”Set i lyset af det seneste terrorangreb i Sverige begået af en 39-årig usbeker, hvor fire personer blev dræbt og hvor det i forbindelse med retssagen kom frem, at den svenske stat ikke aner, hvor 12.000 afviste asylansøgere befinder sig, hvad er ministerens holdning så til, at svensk politi har slået alarm til den svenske justitsminister med en advarsel om, at de svenske myndigheder håndterer deres grænsekontrol bevidst skødesløst, og hvad agter ministeren at gøre ved det?,” skriver Kenneth Kristensen Berth i sit spørgsmål.

Dansk Folkeparti foreslog for nogle uger siden, at Danmark indfører grænsekontrol mod Sverige. Det skete i forbindelse med tre-årsdagen for den midlertidige grænsekontrol i Danmark.

”En udvidelse bør først og fremmest bestå i at kontrollen gøres permanent samt at vi begynder at afvise asylansøgere på selve grænsen. Og så så jeg meget gerne, at vi begyndte at folde grænsekontrollen ud, så grænsen mod Sverige også blev dækket ind,” sagde Martin Henriksen dengang til ditOverblik.

“…svensk politi har slået alarm til den svenske justitsminister med en advarsel om, at de svenske myndigheder håndterer deres grænsekontrol bevidst skødesløst”

Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører (DF)