Opbakning til DF-forslag: Flertal vil gøre au pair-ordning dyrere

0
2732
Au pair-ordningen har i praksis udviklet sig til at være en adgang til billig hushjælp, mener Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti vil have fuld brugerbetaling for danskundervisning til au pairs. Dét forslag får opbakning fra Socialdemokratiet og SF. Regeringspartierne er imod

Selv om et danskkursus for en au pair koster omkring 11.000 kroner, så slipper værtsfamilien med en udgift på 5272 kroner. Det er ikke rimeligt, mener Dansk Folkeparti, som har rejst et forslag i Folketinget om fuld brugerbetaling for danskundervisning.
Forslaget skal 1. behandles i denne uge i Folketinget, og i følge Jyllands-Posten tegner der sig nu et flertal for forslaget uden om regeringen.

Både Socialdemokratiet og SF siger til avisen, at de bakker forslaget op. Regeringen er imod.

“Vi har her en helt særlig ordning, som giver nogle familier mulighed for at få hjælp til at smøre madpakker og gøre rent i huset. Jeg har svært ved at forstå, at det skal være støttet af resten af samfundet. Det må folk selv betale,« siger Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye.

Karsten Hønge, politisk ordfører for SF:

»Den er vi med på. De mennesker, der har råd til at få folk fløjet ind fra Filippinerne for at få gjort rent, har også råd til at betale for et danskkursus”.

Billig arbejdskraft

ditOverblik.dk har tidligere beskrevet forslaget fra DF. Heraf fremgår det, at Dansk Folkeparti mener, at au pair-ordningen i dag er blevet et spørgsmål om at skaffe sig billig arbejdskraft:

”Det er vores opfattelse, at au pair ordningen generelt ikke fungerer efter hensigten. Det oprindelige formål med au pair-ordningen var kulturudveksling mellem en værtsfamilie og en au pair, men i praksis har ordningen udviklet sig til at være en adgang til billig hushjælp,” skriver DF i lovforslaget.

Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, tilføjer til Jyllands-Posten:

“Det er urimeligt, at de danskere, der ikke benytter sig af ordningen, skal betale for dem, der benytter ordningen. Mange af dem, der bruger ordningen, har en god og sund økonomi, og de har råd til selv at betale,” siger han.

Au pair-ordning strammet i 2014

Står det til DF, skal lovændringen gælde fra 1. juli 2019.

I 2016 blev der givet 1349 opholdstilladelser til au pair-personer i Danmark.

Betalingen for danskundervisning blev indført i 2014. Den var en del af en ændring af udlændinge- og ferieloven, som skulle forbedre forholdene for au pairs. Det var den daværende SR-regering, som stod bag ændringen sammen Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Dansk Folkeparti forsøgte i 2018 at få au pair-ordningen afskaffet, men det var der ikke flertal for.