Gangsterboss undslipper udvisning i 31 år

0
1904
Avisen Bild har afsløret, at Mohaiddine Al-Zain, der kunne have været udvist for 31 år siden, er blevet en af Tysklands mest berygtede gangsterbosser.

Forbryderen Mohaiddine Al-Zain stod til udvisning allerede efter seks år i Tyskland. Men i dag 31 år senere lever han stadig i Tyskland og er blevet en af de mest frygtede gangsterbosser.

Hans bande tæller 449 medlemmer og alene i Tysklands største forbundsland, Nordrhein-Westphalen, begik de over de sidste tre år mindst 1017 forbrydelser. Mange af dem i forbindelse med den handel med narko, som de fleste af dem lever af – men også 171 grove voldssager. Og deres boss, der har fået tilnavnet ”Berlins Godfather”, synes nærmest urørlig.

Mohaiddine Al-Zain, der selv kalder sig ”El Presidente”, har fået ny opmærksomhed, fordi avisen Bild har gravet nye oplysninger frem om ham og om myndighedernes magtesløshed. Selvom han har en lang række fængselsstraffe bag sig og allerede i 1988 blev dømt til udvisning, bliver han ved med at sno sig. Dels med henvisning til sin kone, som han fået ni børn med – dels fordi han påstår han er statsløs.

Da han rejste ind i Tyskland i 1982, søgte han asyl og sagde at han var kurder – men uden papirer. Det tyske forbundspoliti har ifølge avisen Bild for længst har konstateret, at han har pas – eller ret til at få det – fra både Tyrkiet og Libanon, hvor han kommer fra. Hans egen mor blev i 2007 udvist til Tyrkiet og en række af hans slægtninge har libanesiske pas.

Han er også registreret hos tyrkerne under navnet Mahmud Uca. De er naturligt nok ikke begejstrede for at tage imod ham. Og selv gør han – som myndighederne bemærker igen og igen – intet for at få et pas.

Urørlig mafiaboss

Avisen Bild har prøvet at få en forklaring fra de tyske myndigheder på, hvorfor han trods sine mange forbrydelser ikke er blevet sendt ud af landet. Hos udlændingemyndighederne i Berlin, der har hans sag, siger man, at man ikke kan udtale sig om enkeltsager. Men siger samtidig, at han måske er sluppet på grund af sine mange børn.

Omvendt viser en aktindsigt i hans sag, at hans sagsbehandler allerede i 2011 anbefalede, at han blev sendt hjem. Hans børn var alligevel ikke meget sammen med ham, fordi hans livsstil og mange fængselsstraffe holdt ham væk fra dem. Samtidig hedder det, at det er vigtigere at forhindre nye forbrydelser end at han stadig kan være sammen med sin kone.

Hun er da også flyttet væk fra Berlin med børnene. Han er ofte hos hende i byen Duisburg, hvor hans bande terroriserer folk. Han har ikke lov til at forlade Berlin, men heller ikke det får konsekvenser for en af Tysklands mest notoriske forbrydere.

Hellere tale om klima

Sagen har vakt stor opsigt og vrede i Tyskland. En typisk kommentar på de sociale medier lyder:

”Det er ufatteligt. Men når der er valg, taler de bare alle sammen om klimaet,” skriver Thomas Meitinger. ”Og vi kalder os en retsstat,” skriver Ralf Ohligmacher.